Guds ånd og Antikrists ånd

v1  Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden. v2  Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud; v3  men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, og det er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden. v4  I er af Gud, kære børn, og I har overvundet dem, for han, som er i jer, er større end han, som er i verden. v5  De er af verden, derfor taler de ud af verden, og verden lytter til dem. v6  Vi er af Gud, og den, der kender Gud, lytter til os, men den, der ikke er af Gud, lytter ikke til os. Derpå kender vi sandhedens ånd og vildfarelsens ånd.

Guds kærlighed og menneskers indbyrdes kærlighed

v7  Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. v8  Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. v9  Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. v10  Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.

v11  Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. v12  Ingen har nogen sinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.

v13  Deraf ved vi, at vi bliver i ham og han i os: at han har givet os af sin ånd. v14  Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser. v15  Den, der bekender, at Jesus er Guds søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud. v16  Og vi kender og tror på den kærlighed, som Gud har til os.

Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. v17  Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, v18  men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. v19  Vi elsker, fordi han elskede os først. v20  Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. v21  Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder.