Abraham skal ofre Isak

v1  Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve. Han sagde: »Abraham!« og da Abraham svarede ja, v2  sagde han: »Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.« v3  Tidligt næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog sine to karle og sin søn Isak med. Da han havde kløvet offerbrændet, begav han sig på vej til det sted, Gud havde givet ham besked om.

v4  To dage efter fik Abraham øje på stedet i det fjerne, v5  og han sagde til karlene: »Bliv her med æslet, mens jeg og drengen går derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til jer.« v6  Abraham tog offerbrændet og lagde det på sin søn Isak. Selv tog han ilden og kniven, og så gik de to sammen. v7  Isak sagde til sin far Abraham: »Far!« Abraham svarede: »Ja, min dreng!« Isak sagde: »Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet?« v8  Abraham svarede: »Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng.« Og så gik de to sammen.

v9  Da de kom til det sted, Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brændet til rette; han bandt sin søn Isak og lagde ham oven på brændet på alteret. v10  Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn. v11  Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: »Abraham, Abraham!« Han svarede ja, v12  og englen sagde: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.«

v13  Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, som hang fast med hornene i det tætte krat bagved. Abraham gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn. v14  Abraham gav dette sted navnet: »Herren ser«. I dag kaldes det: »Bjerget, hvor Herren viser sig.«

v15  Herrens engel råbte igen til Abraham fra himlen: v16  »Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, v17  vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. v18  Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.«

v19  Så vendte Abraham tilbage til sine karle, og sammen gik de til Be'ersheba, og dér blev Abraham boende.

Nakors sønner

v20  Senere fik Abraham besked om, at også hans bror Nakor havde fået børn. Milka fødte ham sønnerne v21  Us, den førstefødte, Buz, hans bror, og Kemuel, der blev far til Aram; v22  endvidere Kesed, Hazo, Pildash, Jidlaf og Betuel. v23  Betuel fik datteren Rebekka. Disse otte fødte Milka til Abrahams bror Nakor. v24  Hans medhustru, der hed Re'uma, fødte også børn: Teba, Gaham, Tahash og Ma'aka.