v1 Da sendte kongen bud, og alle Judas og Jerusalems ældste samledes hos ham. v2 Han gik op i Herrens tempel, og sammen med ham gik alle judæerne og alle Jerusalems indbyggere, præsterne og profeterne, ja hele folket, fra den mindste til den største, og han læste hele pagtsbogen, som var fundet i Herrens tempel, for dem. v3 Og kongen stillede sig ved søjlen og sluttede pagten for Herrens ansigt: De skulle følge Herren og holde hans befalinger, formaninger og love af hele deres hjerte og af hele deres sjæl og således holde den pagts ord i hævd, som stod i denne bog. Og hele folket indgik pagten.
v4 Så befalede kongen ypperstepræsten Hilkija, andenpræsterne og dørvogterne at fjerne alle de ting, der var lavet til Ba'al og til Ashera og til hele himlens hær, fra Herrens tempel, og han brændte dem uden for Jerusalem på Kedrondalens skråninger, og asken bragte han til Betel. v5 Han afsatte afgudspræsterne, som Judas konger havde indsat til at tænde offerild på offerhøjene i Judas byer og Jerusalems omegn, og dem, der tændte offerild for Ba'al, solen og månen, dyrekredsen og hele himlens hær. v6 Han bragte Ashera-pælen ud af Herrens tempel uden for Jerusalem til Kedrondalen, og dér brændte han den og knuste den til støv, og støvet kastede han på almuens gravplads. v7 Helligskøgernes rum i Herrens tempel, hvor kvinderne vævede klæder til Ashera, rev han ned. v8 Han hentede alle præsterne fra Judas byer, og offerhøjene lige fra Geba til Be'ersheba, hvor de havde tændt offerild, gjorde han urene, og portofferhøjene, som lå ved kommandanten Josvas port til venstre, når man går ind ad byporten, rev han ned. v9 Dog måtte offerhøjspræsterne ikke stige op på Herrens alter i Jerusalem; men de spiste usyret brød sammen med deres brødre. v10 Han gjorde Tofet i Hinnoms søns dal uren, så ingen længere kunne lade sin søn eller datter gå igennem ilden for Molok. v11 Han fjernede de heste, som Judas konger havde opstillet for solen ved indgangen til Herrens tempel i nærheden af hofmanden Netan-Meleks kammer i Parvarim, og solvognene brændte han. v12 De altre, som Judas konger havde bygget på taget, Akaz' taghelligdom, og de altre, som Manasse havde bygget i de to forgårde til Herrens tempel, rev kongen ned, og han knuste dem dér og kastede støvet ned i Kedrondalen. v13 De offerhøje øst for Jerusalem syd for Fordærvets Bjerg, som Israels konge Salomo havde bygget for Astarte, sidoniernes ækle gud, og for Kemosh, Moabs ækle gud, og for Milkom, ammonitternes afskyelige gud, gjorde kongen urene. v14 Stenstøtterne knuste han, og Ashera-pælene huggede han om, og stedet, hvor de havde stået, fyldte han med menneskeknogler.
v15 Også alteret i Betel, offerhøjen som Jeroboam, Nebats søn, havde opført, han som forledte Israel til synd, både dette alter og offerhøjen rev Josija ned, og han knuste stenene til støv og brændte Ashera-pælen. v16 Da han vendte sig, fik han øje på de grave, som var dér på bjerget, og han sendte nogle folk ud for at hente knoglerne fra gravene. Han brændte dem på alteret, så det blev gjort urent, efter det ord fra Herren, som gudsmanden havde råbt, da han forkyndte dette. v17 Så sagde han: »Hvad er det for en gravsten, jeg ser der?« og byens mænd svarede: »Dér er den gudsmand begravet, som kom fra Juda og forkyndte det, du nu har gjort med Betels alter.« v18 Da sagde Josija: »Lad ham være! Ingen må fjerne hans knogler.« Sådan blev hans knogler skånet sammen med knoglerne af profeten fra Samaria.
v19 Alle de offerhøjstempler, som Israels konger havde opført i Samarias byer, så de krænkede Herren, også dem fjernede Josija, og han gjorde ganske det samme ved dem, som han havde gjort i Betel. v20 Og alle offerhøjspræsterne dér slagtede han på altrene, og han brændte menneskeknogler på dem. Så vendte han tilbage til Jerusalem.
v21 Derpå befalede kongen hele folket: »Hold påske for Herren jeres Gud, sådan som den er foreskrevet i denne pagtsbog.« v22 En sådan påske havde der ikke været holdt i al den tid, der havde været konger i Juda, ikke siden dengang dommerne dømte i Israel. v23 Først i kong Josijas attende regeringsår blev denne påske holdt for Herren i Jerusalem. v24 Også dødemanerne og sandsigerne, husguderne og møgguderne og alle de ækle guder, som fandtes i Judas land og i Jerusalem, udryddede Josija for at opfylde lovens ord, som stod i den bog, præsten Hilkija havde fundet i Herrens tempel.
v25 Der havde ikke tidligere været nogen konge, der som han af hele sit hjerte og af hele sin sjæl og af hele sin styrke vendte om til Herren, helt efter Moses' lov, og efter ham kom der ingen som han. v26 Men på grund af alle de krænkelser, Manasse havde tilføjet Herren, vendte Herren ikke om fra sin store, glødende vrede, som var flammet op mod Juda. v27 Derfor sagde han: »Også Juda vil jeg fjerne fra mine øjne, sådan som jeg fjernede Israel, og jeg vil forkaste denne by, Jerusalem, som jeg har udvalgt, og det hus, hvor jeg har sagt, at mit navn skal være.«
v28 Hvad der ellers er at fortælle om Josija, alt hvad han gjorde, står jo i Judas Kongers Krønike. v29 På hans tid drog egypterkongen Farao Neko op mod assyrerkongen ved Eufratfloden. Kong Josija rykkede ud imod Neko, men Neko dræbte ham ved Megiddo, så snart han så ham. v30 Josijas folk førte på en vogn hans lig fra Megiddo og bragte ham til Jerusalem, hvor de lagde ham i graven. Storbønderne tog Josijas søn Joakaz, salvede ham og gjorde ham til konge efter hans far.
v31 Joakaz var treogtyve år, da han blev konge, og han regerede tre måneder i Jerusalem. Hans mor hed Hamutal og var datter af Jirmeja fra Libna. v32 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, ganske som sine fædre. v33 Farao Neko lod ham fængsle i Ribla i Hamats land, så han ikke længere kunne regere i Jerusalem, og han pålagde landet en bod på hundrede talenter sølv og en talent guld. v34 Så gjorde Farao Neko Josijas søn Eljakim til konge efter hans far Josija, og han ændrede hans navn til Jojakim. Men Joakaz tog han med til Egypten, hvor han døde. v35 Jojakim betalte sølvet og guldet til Farao, men han måtte lægge skat på landet for at kunne betale det efter Faraos befaling. Han inddrev sølvet og guldet fra landets befolkning, efter hvad hver enkelt var pålignet, for at kunne betale det til Farao Neko.
v36 Jojakim var femogtyve år, da han blev konge, og han regerede elleve år i Jerusalem. Hans mor hed Zebida og var datter af Pedaja fra Ruma. v37 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, ganske som sine fædre.