v1 Herren talte til Moses og sagde: v2 »Sig til israelitterne, at de skal vende om og slå lejr ved Pi-ha-Kirot mellem Migdol og havet; ved havet ud for Ba'al-Sefon skal I slå lejr. v3 Så vil Farao tænke: ›Israelitterne er faret vild i landet; ørkenen har lukket sig om dem.‹ v4 Jeg vil gøre Farao hård, så han sætter efter dem, og jeg vil vise min herlighed på Farao og hele hans hær. Så skal egypterne forstå, at jeg er Herren.« Det gjorde israelitterne så.
v5 Da egypterkongen fik besked om, at folket var flygtet, skiftede Farao og hans hoffolk mening, og de sagde: »Hvad er det, vi har gjort? Vi har ladet Israel gå, så de ikke kan trælle for os!« v6 Så lod han spænde for vognen og tog sin hær med sig. v7 Han tog seks hundrede stridsvogne og alle andre vogne i Egypten med vognkæmpere på dem alle sammen. v8 Herren gjorde egypterkongen Farao hård, så han satte efter israelitterne. Men israelitterne drog uforfærdet ud. v9 Egypterne satte efter dem med alle Faraos heste og vogne, hans ryttere og hans hær, og de indhentede dem, hvor de havde slået lejr ved havet, ved Pi-ha-Kirot ud for Ba'al-Sefon. v10 Farao kom nærmere, og da israelitterne fik øje på egypterne og så, at de var på vej efter dem, blev de meget bange og råbte til Herren. v11 De sagde til Moses: »Var der ingen grave i Egypten, siden du har ført os ud for at dø i ørkenen? Hvad er det, du har gjort imod os ved at føre os ud af Egypten? v12 Sagde vi ikke til dig i Egypten: Lad os være, lad os trælle for egypterne! Vi vil hellere trælle for egypterne end dø i ørkenen.« v13 Men Moses sagde til folket: »I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag. For sådan som I ser egypterne i dag, skal I aldrig mere få dem at se. v14 Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille!«
v15 Herren sagde til Moses: »Hvorfor råber du til mig? Sig til israelitterne, at de skal bryde op. v16 Du skal løfte din stav og række hånden ud over havet og kløve det, så israelitterne kan gå tørskoet gennem havet. v17 Og jeg vil gøre egypterne hårde, så de følger efter dem. Jeg vil vise min herlighed på Farao og på hele hans hær, hans vogne og hans ryttere. v18 Egypterne skal forstå, at jeg er Herren, når jeg viser min herlighed på Farao, på hans vogne og hans ryttere.«
v19 Guds engel, som gik foran Israels hær, rykkede nu om bag dem, og skysøjlen foran dem rykkede om bag dem, v20 så den kom til at stå mellem egypternes hær og israelitternes hær. Skyen kom med mørke, men oplyste natten. Hele natten kom de ikke nær til hinanden. v21 Moses rakte sin hånd ud over havet, og hele natten igennem drev Herren havet tilbage med en stærk østenstorm og gjorde havet til tørt land. Vandet kløvedes, v22 så israelitterne kunne gå tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem. v23 Egypterne satte efter dem lige ud i havet med alle Faraos heste, hans vogne og ryttere. v24 Men i morgenvagten så Herren i ildsøjlen og skysøjlen ned på Egyptens hær. Han skabte forvirring i Egyptens hær v25 og blokerede hjulene på vognene, så de kun med besvær kunne få dem frem. Da sagde egypterne: »Lad os flygte for Israel, for Herren fører krig for dem mod Egypten.« v26 Men Herren sagde til Moses: »Ræk din hånd ud over havet, så vandet vender tilbage over egypterne, over deres vogne og ryttere.« v27 Moses rakte sin hånd ud over havet, og ved daggry vendte havet tilbage til sit normale leje. På deres flugt kom egypterne lige imod det, og Herren styrtede egypterne i havet. v28 Vandet vendte tilbage og lukkede sig over alle vognene og rytterne i Faraos hær, som var fulgt efter dem ud i havet. Der blev ikke en eneste af dem tilbage. v29 Men israelitterne gik tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem.
v30 Sådan frelste Herren Israel fra egypterne den dag, og Israel så egypterne ligge døde på havets bred. v31 Da Israel så, hvordan Herren havde vist sin store magt mod Egypten, frygtede folket Herren, og de troede på Herren og på hans tjener Moses.