Sejrssangen

v1  Da sang Moses og israelitterne denne sang for Herren:
      Jeg vil synge for Herren,
      for han er højt ophøjet,
      heste og ryttere
      styrtede han i havet.


       v2  Herren er min styrke og lovsang,
      han blev min frelse.
      Han er min Gud, ham vil jeg prise,
      min faders Gud, ham vil jeg hylde.
       v3  Herren er kriger,
      Jahve er hans navn.
       v4  Faraos vogne og hær kastede han i havet,
      hans bedste vognkæmpere druknede i Sivhavet;
       v5  det store dyb lukkede sig over dem,
      de sank i havets dyb som sten.
       v6  Herre, din højre hånd er mægtig i styrke,
      Herre, din højre hånd knuser fjenden;
       v7  i din vældige storhed slår du
      dine modstandere ned,
      du slipper din harme løs, den fortærer dem som strå.
       v8  For din fnysende vrede tårnede vandet sig op,
      strømmene stod som en vold,
      vandmasserne stivnede midt i havet.
       v9  Fjenden sagde:
      Jeg forfølger og indhenter dem,
      jeg fordeler byttet
      og stiller min hunger på dem;
      jeg trækker mit sværd,
      min hånd tilintetgør dem.
       v10  Du pustede med din ånde,
      havet lukkede sig over dem,
      de sank som bly
      i de mægtige vande.
       v11  Hvem er som du
      blandt guder, Herre?
      Hvem er så mægtig og hellig,
      frygtindgydende og glorværdig,
      hvem gør undere som du?
       v12  Du løftede din højre hånd,
      og jorden slugte dem.


       v13  I din trofasthed ledte du
      det folk, du havde udfriet,
      i din styrke førte du dem
      til din hellige bolig.
       v14  Folkeslagene rystede, da de hørte det.
      Filistæas indbyggere vred sig i veer,
       v15  Edoms høvdinge blev forfærdede,
      Moabs mægtige blev grebet af rædsel,
      alle Kana'ans indbyggere skælvede i angst.
       v16  De blev grebet af skræk og rædsel,
      for din arms magt blev de stumme som sten,
      da dit folk drog frem, Herre,
      da det folk drog frem, som du havde vundet.
       v17  Du førte dem ind
      og plantede dem på det bjerg, du ejer,
      det sted, du har gjort til din bolig, Herre,
      den helligdom, dine hænder har grundfæstet, Herre.


       v18  Herren er konge i al evighed.
v19  For da Faraos heste med vogne og ryttere begav sig ud i havet, lod Herren vandet i havet vende tilbage over dem; men israelitterne gik tørskoet gennem havet. v20  Da greb Arons søster, profetinden Mirjam, sin pauke, og alle kvinderne fulgte hende i dansen med deres pauker. v21  Mirjam sang for dem:
      Syng for Herren,
      han er højt ophøjet,
      heste og ryttere
      styrtede han i havet.

Vagtler og manna

v22  Moses lod nu Israel bryde op fra Sivhavet, og de drog ud i Shur-ørkenen. De gik tre dagsrejser i ørkenen uden at finde vand. v23  Så kom de til Mara, men de kunne ikke drikke vandet i Mara, fordi det smagte bittert. Derfor kaldes stedet Mara. v24  Da gav folket ondt af sig mod Moses og spurgte: »Hvad skal vi drikke?« v25  Moses råbte til Herren, og Herren viste ham et stykke træ. Det kastede Moses i vandet, og så blev vandet frisk.

Dér fastsatte han lov og ret for folket, og dér satte han det på prøve. v26  Han sagde: »Hvis du er lydig mod Herren din Gud og gør, hvad der er ret i hans øjne, lytter til hans befalinger og holder alle hans love, så vil jeg ikke påføre dig nogen af de sygdomme, jeg har påført egypterne, for jeg er Herren, der læger dig.«

v27  Så kom de til Elim. Dér var tolv kilder og halvfjerds palmer. De slog lejr dér ved vandet.