v1 Dette er loven om skyldofferet. Det er højhelligt. v2 Skyldofferdyret skal slagtes på det sted, hvor man slagter brændofferdyret, og blodet skal stænkes på alteret hele vejen rundt. v3 Alt fedtet fra det skal ofres, fedthalen, det fedt, der dækker indvoldene, v4 de to nyrer og fedtet, som sidder på dem ved lændemusklerne, og leverlappen, som skal skæres af sammen med nyrerne. v5 Præsten skal brænde det på alteret som et offer til Herren; det er et skyldoffer. v6 Alle mænd blandt præsterne må spise det; det skal spises på et helligt sted, det er højhelligt. v7 Der gælder samme lov for skyldofferet som for syndofferet; det tilfalder den præst, der skaffer soning med det. v8 Den præst, der bringer brændoffer for nogen, skal have huden af det brændofferdyr, han ofrer. v9 Ethvert afgrødeoffer, der er bagt i ovn, og alt det, der er tilberedt i pande med låg eller på bageplade, tilfalder den præst, som ofrer det. v10 Ethvert afgrødeoffer, der er rørt op med olie, eller som er tørt, tilfalder alle Arons sønner ligeligt.
v11 Dette er loven om måltidsofferet, som man bringer Herren. v12 Hvis nogen vil bringe det som takoffer, skal han sammen med takofferdyret bringe usyrede ringbrød, rørt op med olie, og usyrede fladbrød, penslede med olie, og ringbrød af fint mel, rørt godt sammen med olie. v13 Han skal bringe sin gave med syrnede ringbrød sammen med takofferdyret. v14 Af hele gaven skal han bringe et brød af hver slags som afgift til Herren; det skal tilfalde den præst, som stænker måltidsofferdyrets blod på alteret. v15 Kødet af takofferdyret skal spises den dag, det bringes som gave; der må ikke lægges noget af det til side til næste morgen. v16 Hvis hans slagtoffergave er et løfteoffer eller et frivilligoffer, skal det spises den dag, han bringer det som slagtoffer, og det, som er tilovers, skal spises den følgende dag. v17 Det, som er tilovers af slagtofferdyrets kød den tredje dag, skal brændes. v18 Hvis der alligevel spises af måltidsofferdyrets kød den tredje dag, kan det ikke bringe Guds velbehag; det regnes ikke ham, der ofrer det, til gode; det er urent. Den, der spiser af det, må bære sin straf. v19 Heller ikke kød, som har været i berøring med noget som helst urent, må spises, det skal brændes.
Hvad kødet angår, må enhver, der er ren, spise det. v20 Men den, der i uren tilstand spiser kød af et måltidsofferdyr, som er givet til Herren, det menneske skal udryddes fra sit folk. v21 Når nogen rører ved noget urent, enten urenhed hos et menneske eller et urent husdyr eller urent kryb, og så spiser af kødet af måltidsofferdyret, som er givet til Herren, skal det menneske udryddes fra sit folk.
v22 Herren talte til Moses og sagde: v23 Sig til israelitterne: I må ikke spise noget som helst fedt fra okser, får eller geder. v24 Fedt fra selvdøde eller sønderrevne dyr må I gøre brug af til hvad som helst, men I må under ingen omstændigheder spise det. v25 Enhver, der spiser fedt fra dyr, hvoraf man bringer offer til Herren, det menneske skal udryddes fra sit folk.
v26 Hvor I end bor, må I ikke spise blod, hvad enten det er fra fugle eller fra dyr; v27 enhver, der spiser blod, det menneske skal udryddes fra sit folk.
v28 Herren talte til Moses og sagde: v29 Sig til israelitterne: Den, der vil bringe Herren et måltidsoffer, skal frembære sin gave af måltidsofferet til Herren. v30 Med egne hænder skal han frembære Herrens ofre; han skal frembære fedtet sammen med bryststykket; bryststykket er til at foretage svingning med for Herrens ansigt. v31 Fedtet skal præsten brænde på alteret; bryststykket skal tilfalde Aron og hans sønner, v32 og det højre lårstykke skal I give præsten som afgift af jeres måltidsofre. v33 Den af Arons sønner, som ofrer måltidsofferdyrets blod og fedt, skal have det højre lårstykke som sin andel. v34 Svingnings-bryststykket og afgifts-lårstykket tager jeg af israelitternes måltidsofre og giver til præsten Aron og hans sønner; det er deres eviggyldige rettighed hos israelitterne. v35 Det var Arons og hans sønners andel af Herrens ofre, den dag han lod dem træde frem for at gøre præstetjeneste for Herren. v36 Det var det, Herren befalede, at de skulle have af israelitterne, dengang de blev salvet. Det skal være en eviggyldig rettighed, slægt efter slægt.
v37 Det var loven om brændofferet, afgrødeofferet, syndofferet, skyldofferet, indsættelsesofferet og måltidsofferet, v38 som Herren pålagde Moses på Sinajs bjerg, den dag han i Sinajs ørken befalede israelitterne at bringe deres gaver til Herren.