Levitbyerne

v1  Herren talte til Moses på Moabs sletter ved Jordan over for Jeriko; han sagde: v2  Giv israelitterne befaling om at give levitterne byer at bo i af deres faste arvelod. I skal også give levitterne græsmark rundt om byerne. v3  De skal have byerne at bo i, og de tilhørende græsmarker skal de have til deres kvæg og deres hjorde, alt hvad de ejer af dyr. v4  Byernes græsmarker, som I skal give levitterne, skal strække sig tusind alen udefter fra bymuren hele vejen rundt. v5  Uden for byen skal I på østsiden måle to tusind alen, på sydsiden to tusind alen, på vestsiden to tusind alen og på nordsiden to tusind alen, med byen som midtpunkt. Det skal de have som byernes græsmarker.

v6  De byer, I giver levitterne, skal være de seks tilflugtsbyer, I udpeger til, at drabsmænd kan flygte dertil, og ud over dem skal I give 42 byer. v7  Tilsammen bliver det 48 byer, I skal give levitterne, byerne selv med tilhørende græsmarker. v8  Når I af israelitternes ejendom afgiver disse byer, skal I tage flest fra dem, der har mange, og færrest fra dem, der har få; hver stamme skal give levitterne af sine byer i forhold til sin arvelod.

Tilflugtsbyerne

v9  Herren talte til Moses og sagde: v10  Tal til israelitterne og sig til dem: Når I går over Jordan til Kana'an, v11  skal I udvælge jer nogle byer, der skal være tilflugtsbyer for jer. En drabsmand, der uforsætligt har slået nogen ihjel, skal kunne flygte dertil. v12  Byerne skal være tilflugtssteder for jer mod blodhævneren, så drabsmanden undgår at blive dræbt, før han stilles for menighedens domstol. v13  Af de byer, I afgiver, skal de seks være tilflugtsbyer. v14  De tre skal I afgive øst for Jordan og de tre i Kana'an; de skal være tilflugtsbyer. v15  Både for israelitterne og for de fremmede og tilflytterne blandt dem skal disse seks byer være tilflugtssteder, så enhver, der uforsætligt har slået nogen ihjel, kan flygte dertil. v16  Men hvis én rammer nogen med en genstand af jern, med døden til følge, er det manddrab; drabsmanden skal lide døden. v17  Og hvis én griber en sten, som man kan blive slået ihjel af, og rammer nogen med den, med døden til følge, er det manddrab; drabsmanden skal lide døden. v18  Eller hvis én griber en genstand af træ, som man kan blive slået ihjel af, og rammer nogen med den, med døden til følge, er det manddrab; drabsmanden skal lide døden. v19  Det er blodhævneren, der skal slå drabsmanden ihjel; når han træffer ham, skal han slå ham ihjel. v20  Og hvis én i had skubber til nogen eller i ond vilje kaster noget efter ham, med døden til følge, v21  eller i fjendskab rammer ham med hånden, med døden til følge, skal den, der slog, lide døden; det er manddrab. Blodhævneren skal slå drabsmanden ihjel, når han træffer ham. v22  Men hvis én kommer til at skubbe til nogen uden fjendskab eller kaster et eller andet efter ham uden ond vilje v23  eller med en sten, som man kan blive slået ihjel af, rammer nogen, som han ikke har set, med døden til følge, og det ikke er hans fjende, og han ikke har villet ham noget ondt, v24  så skal menigheden dømme mellem drabsmanden og blodhævneren efter disse retsregler. v25  Menigheden skal redde drabsmanden fra blodhævnerens hånd og bringe ham tilbage til den tilflugtsby, han var flygtet til. Dér kan han blive boende, til ypperstepræsten dør, han som er salvet med hellig olie. v26  Men hvis drabsmanden forlader den tilflugtsbys område, hvortil han er flygtet, v27  og blodhævneren træffer ham uden for tilflugtsbyens område, så kan blodhævneren slå drabsmanden ihjel; der foreligger ikke blodskyld. v28  Drabsmanden skal nemlig blive i sin tilflugtsby, til ypperstepræsten dør. Først når ypperstepræsten er død, kan drabsmanden vende tilbage til den jord, han ejer. v29  Dette skal være gældende lov for jer, slægt efter slægt, overalt hvor I bor.

v30  Hvis nogen slår et menneske ihjel, må man kun henrette drabsmanden på grundlag af vidners udsagn; hvad ét vidne siger, er ikke nok til, at nogen skal lide døden. v31  I må ikke tage imod sonepenge for en drabsmands liv, når han er skyldig til døden; han skal lide døden. v32  I må heller ikke tage mod sonepenge for den, der er flygtet til sin tilflugtsby, så han skulle kunne vende tilbage og bo på sin jord, før ypperstepræsten er død. v33  I må ikke vanhellige det land, I bor i. Blod vanhelliger landet, og for det blod, der udgydes i det, kan der kun skaffes landet soning ved blodet af den, der udgød det. v34  Du må ikke gøre det land, I bor i, urent; i det har jeg min bolig, for jeg er Herren, som bor iblandt israelitterne.