v1  Så brød vi op og begav os ind i ørkenen i retning mod Sivhavet, sådan som Herren havde befalet mig, og i lang tid vandrede vi uden om Se'irs bjerge. v2  Da sagde Herren til mig: v3  »I har længe nok gået uden om disse bjerge; drej nu mod nord! v4  Og giv folket den befaling: I skal drage igennem et område, der tilhører jeres brødre, Esaus sønner, som bor i Se'ir, og de vil blive bange for jer. Men I skal tage jer meget i agt; v5  I må ikke gå til angreb på dem. Jeg vil ikke give jer så meget som en fodsbred af deres land, for jeg har givet Esau Se'irs bjerge i eje. v6  Den mad, I skal spise, og det vand, I skal drikke, kan I købe af dem. v7  Herren din Gud har jo velsignet dig i al din gerning; han har fulgt dig på din vandring i denne store ørken. I fyrre år har Herren din Gud været med dig, og du har intet manglet.« v8  Så drog vi videre fra vore brødre, Esaus sønner, der bor i Se'ir, bort fra Araba-vejen fra Elat og Esjongeber. Vi begav os ad vejen til Moabs ørken, v9  og Herren sagde til mig: »Du må ikke overfalde Moab og gå til angreb på dem; jeg vil ikke give dig noget af hans land i eje, for jeg har givet Lots sønner Ar i eje.« v10  – Tidligere var det emitterne, der boede der; de var et stort og talrigt folk, så høje som anakitterne. v11  Og ligesom anakitterne regnes de til refaitterne, men moabitterne kalder dem emitter. v12  I Se'ir boede tidligere horitterne, men Esaus sønner havde fordrevet og udryddet dem foran sig og bosat sig der, ligesom Israel gjorde i det land, Herren gav dem i eje. – v13  »Bryd nu op og gå over Zered-floden!« Så gik vi over Zered.

v14  Fra vi forlod Kadesh-Barnea, til vi gik over Zered, var der gået otteogtredive år; da var hele det slægtled af krigere i lejren omkommet, sådan som Herren havde svoret. v15  Herrens hånd var imod dem, så de var blevet udryddet fra lejren til sidste mand.

v16  Da nu alle krigerne i folket var omkommet, v17  talte Herren til mig og sagde: v18  »Du skal nu drage gennem Moabs område, gennem Ar. v19  Når du kommer tæt på ammonitterne, må du ikke overfalde dem og gå til angreb på dem. Jeg vil ikke give dig noget af ammonitternes land i eje, for det har jeg givet Lots sønner i eje.« v20  – Også det regnes til refaitternes land. Tidligere var det refaitterne, der boede der; men ammonitterne kalder dem zamzummitter. v21  De var et stort og talrigt folk, så høje som anakitterne, men Herren havde udryddet dem foran ammonitterne, som fordrev dem og bosatte sig der. v22  Det samme havde han gjort for Esaus sønner, der bor i Se'ir, da han udryddede horitterne foran dem, så de fordrev dem og bosatte sig der, og de bor der den dag i dag. v23  Avvitterne, som boede i landsbyerne ned mod Gaza, blev udryddet af kaftoritterne, som var kommet fra Kaftor, og som bosatte sig der. –

v24  »Bryd nu op og gå over Arnonfloden! Se, jeg giver amoritten Sihon, kongen i Heshbon, og hans land i din magt. Begynd erobringen, og gå til angreb på ham! v25  Fra i dag vil jeg lægge rædsel og frygt for dig over alle folkeslag under himlen, så de skælver og bæver for dig, når de hører rygtet om dig.«

v26  Så sendte jeg bud fra Kedemots ørken til kong Sihon i Heshbon med tilbud om fred: v27  »Lad mig drage gennem dit land; jeg holder mig til vejen og drejer hverken af til højre eller til venstre. v28  Du kan sælge mig den mad, jeg skal spise, og det vand, jeg skal drikke, v29  ligesom Esaus sønner, der bor i Se'ir, og moabitterne, der bor i Ar, gjorde. Jeg ønsker blot at vandre gennem landet, så jeg kan gå over Jordan og komme ind i det land, som Herren vor Gud vil give os.« v30  Men kong Sihon i Heshbon ville ikke lade os drage igennem sit land, for Herren din Gud havde forhærdet hans ånd og gjort hans hjerte hårdt for at give ham og hans land i din magt, som det er i dag. v31  Da sagde Herren til mig: »Se, nu overgiver jeg Sihon og hans land til dig; gå nu i gang med at erobre hans land.« v32  Da Sihon med hele sin hær rykkede ud til kamp mod os ved Jasa, v33  overgav Herren vor Gud ham til os, og vi slog ham og hans sønner og hele hans hær. v34  Dengang indtog vi alle hans byer, og i hver eneste by lagde vi band på mænd, kvinder og børn; der var ingen, der overlevede. v35  Kun dyrene tog vi med som krigsbytte sammen med det, vi røvede i de byer, vi havde indtaget. v36  Fra Aro'er på kanten af Arnondalen og byen, som ligger i dalen, og helt til Gilead var der ikke den by, hvis mure var for høje for os; alt overlod Herren vor Gud til os. v37  Men ammonitternes land kom du ikke tæt på, landet langs Jabbokfloden og byerne i bjerglandet, for det havde Herren forbudt os.