v1 I menigheden i Antiokia var der profeter og lærere, nemlig Barnabas og Simeon, der blev kaldt Niger, Lukius fra Kyrene, Manaen, der var plejebror til landsfyrsten Herodes, og Saulus. v2 Og mens de holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: »Udtag Barnabas og Saulus til det arbejde, jeg har kaldet dem til.« v3 Da de havde fastet og bedt og lagt hænderne på dem, sendte de dem af sted.
v4 Efter at de nu var udsendt af Helligånden, tog de ned til Seleukia, og derfra sejlede de til Cypern. v5 Og da de var kommet til Salamis, forkyndte de Guds ord i jødernes synagoger. De havde også Johannes med som medhjælper.
v6 De drog rundt på hele øen lige til Pafos, hvor de traf en jøde ved navn Barjesus, som var troldmand og falsk profet. v7 Han holdt til hos statholderen Sergius Paulus, som var en forstandig mand. Statholderen sendte bud efter Barnabas og Saulus, for han ønskede at høre Guds ord. v8 Men troldmanden Elymas, som hans navn lyder i oversættelse, modarbejdede dem og forsøgte at vende statholderen bort fra troen. v9 Saulus, som også hedder Paulus, blev da fyldt af Helligånden, så fast på ham v10 og sagde: »Du Djævelens barn, fjende af al retfærdighed! Du, som er så fuld af alt muligt bedrag og ondskab, holder du aldrig op med at gøre Herrens lige veje krogede? v11 Nu skal Herrens hånd ramme dig, så du bliver blind og for en tid ikke kan se solen!« I det samme faldt der dybt mørke over Elymas, og han gik rundt og famlede efter en, som kunne lede ham ved hånden. v12 Da statholderen så, hvad der var sket, kom han til tro, fuld af undren over Herrens lære.
v13 Paulus og hans ledsagere sejlede ud fra Pafos og kom til Perge i Pamfylien, men Johannes forlod dem og vendte tilbage til Jerusalem; v14 de andre rejste videre fra Perge og nåede til Antiokia i Pisidien. På sabbatten gik de hen i synagogen og satte sig; v15 efter oplæsningen fra loven og profeterne sendte synagogeforstanderne bud ned til dem: »Brødre, hvis I har en formaningstale til folket, så tal!«
v16 Da rejste Paulus sig, gav tegn med hånden og sagde: »Israelitter og I, der frygter Gud, hør på mig! v17 Dette folks Gud, Israels Gud, har udvalgt vore fædre. Han gjorde folket stort under opholdet i det fremmede, i Egypten, og førte dem ud derfra med løftet arm. v18 I næsten fyrre år sørgede han for dem i ørkenen, v19 og efter at han havde udryddet syv folkeslag i Kana'an, lod han dem tage deres land i besiddelse; v20 så gik der omkring fire hundrede og halvtreds år. Og derefter gav Gud dem dommere frem til profeten Samuel. v21 Derpå bad de om en konge, og Gud gav dem i fyrre år Saul, søn af Kish, af Benjamins stamme. v22 Så afsatte Gud ham og oprejste David til konge over dem. Om ham vidnede Gud og sagde: ›Jeg har fundet David, søn af Isaj, en mand efter mit hjerte; han skal udføre alt det, jeg vil.‹ v23 Af hans slægt har Gud givet Israel en frelser, som han havde lovet, Jesus. v24 Forud for hans fremtræden havde Johannes prædiket omvendelsesdåb for hele Israels folk. v25 Da Johannes stod ved enden af sit livsløb, sagde han: Jeg er ikke, hvad I anser mig for at være. Men efter mig kommer en, hvis sko jeg ikke er værdig til at tage af.
v26 Brødre, I som er børn af Abrahams slægt, og I andre her, som frygter Gud! Det er til os, ordet om denne frelse er blevet sendt.
v27 For Jerusalems indbyggere og deres ledere kendte ham ikke, de dømte ham og opfyldte derved profeternes ord, som læses op hver sabbat.
v28 Og selv om de ikke fandt noget grundlag for dødsdom, bad de Pilatus om at lade ham henrette.
v29 Da de havde udført alt det, der står skrevet om ham, tog de ham ned fra korset og lagde ham i en grav.
v30 Men Gud oprejste ham fra de døde,
v31 og i mange dage viste han sig for dem, der var fulgt med ham fra Galilæa til Jerusalem, og de er nu hans vidner over for folket.
v32 Og vi forkynder jer det evangelium, at løftet, der blev givet til fædrene,
v33 har Gud opfyldt for os, deres børn, da han lod Jesus opstå, sådan som der står skrevet i den anden salme:
Du er min søn,
jeg har født dig i dag.
v34 Og at Gud lod ham opstå fra de døde, så han ikke nogen sinde skal vende tilbage til forrådnelse, har han sagt således: ›For jeg vil opfylde de urokkelige løfter til David for jer!‹
v35 Derfor siger han også et andet sted: ›Din hellige vil du ikke lade se forrådnelse.‹
v36 For da David havde tjent sit slægtled, sov han hen efter Guds vilje og blev lagt hos sine fædre og så forrådnelse.
v37 Men han, som Gud oprejste, så ikke forrådnelse.
v38 Det skal I altså vide, brødre, at det er ved ham, der forkyndes jer syndsforladelse; og i alt det, hvori I ikke kunne gøres retfærdige ved Moseloven,
v39 bliver enhver, der tror, gjort retfærdig ved ham.
v40 Tag jer i agt, at det ikke går, som der er sagt hos profeterne:
v41 Se jer om, I som er fulde af foragt!
I skal blive stumme af undren og gå til grunde,
for jeg udfører en gerning i jeres dage,
en gerning, som I ikke ville tro,
hvis nogen fortalte jer om den.«
v42 Da de gik ud, bad man om at måtte høre om dette igen den følgende sabbat.
v43 Da synagogemenigheden spredtes, fulgte mange jøder og gudfrygtige proselytter med Paulus og Barnabas, som talte med dem og søgte at overbevise dem om, at de skulle blive ved Guds nåde.
v44 Den følgende sabbat var næsten hele byen kommet sammen for at høre Herrens ord.
v45 Da jøderne så skarerne, blev de fulde af misundelse, og det, Paulus sagde, modsagde de og spottede.
v46 Men Paulus og Barnabas talte med frimodighed og sagde: »Guds ord måtte forkyndes for jer først. Men siden I afviser det og ikke anser jer selv for værdige til evigt liv, så vender vi os til hedningerne.
v47 For således har Herren befalet os det:
Jeg har gjort dig til lys for folkene,
for at du skal være til frelse til jordens ende.«
v48 Da hedningerne hørte det, blev de glade, og de priste Herrens ord; og alle, som var bestemt til evigt liv, kom til tro. v49 Og Herrens ord blev udbredt i hele landet. v50 Men jøderne fik ophidset de fornemme gudfrygtige kvinder og byens førende mænd og rejste en forfølgelse mod Paulus og Barnabas; og de jog dem ud, væk fra deres egn. v51 Men de rystede støvet af fødderne mod dem og rejste så til Ikonion, v52 og disciplene blev fyldt af glæde og Helligånd.