v1 Da vi var frelst, fik vi at vide, at øen hed Malta. v2 De indfødte viste os usædvanlig hjælpsomhed. De tændte bål og tog sig af os alle, for det var sat ind med regn og kulde. v3 Paulus havde samlet en bunke kvas, og da han lagde den på bålet, krøb en slange ud på grund af varmen og bed sig fast i hans hånd. v4 Da de indfødte så dyret hænge ned fra hans hånd, sagde de til hinanden: »Den mand er sikkert en morder, som retfærdighedens gudinde ikke giver lov til at leve, selv om han er frelst fra havet.« v5 Men Paulus rystede dyret af i ilden og tog ingen skade. v6 De indfødte ventede, at han ville svulme op eller pludselig falde død om; men da de havde ventet længe og så, at der ikke var sket noget med ham, slog de helt om og sagde, at han var en gud.
v7 I nærheden af det sted havde øens fornemste mand, der hed Publius, en gård. Han tog venligt imod os, og vi var hans gæster i tre dage. v8 Publius' far lå syg, plaget af feber og dysenteri. Paulus gik ind til ham, lagde hænderne på ham og bad og helbredte ham. v9 Efter dette kom også de andre syge på øen og blev helbredt. v10 De gav os mange æresbevisninger, og da vi sejlede derfra, forsynede de os med det, vi havde brug for.
v11 Tre måneder senere afsejlede vi med et skib fra Alexandria, som havde ligget ved øen vinteren over, og som førte Tvillingernes mærke. v12 Vi løb ind til Syrakus og blev dér i tre dage. v13 Vi lettede anker og nåede derfra til Regium. Dagen efter blev der søndenvind, og den følgende dag kom vi til Puteoli. v14 Dér mødte vi nogle brødre, som indbød os til at blive hos dem i en uge. Og så nåede vi til Rom. v15 Brødrene dér havde hørt om os og var kommet helt ud til Forum Appii og Tres Tabernæ for at møde os. Da Paulus så dem, takkede han Gud og fik nyt mod. v16 Og da vi var kommet ind til Rom, fik han tilladelse til at bo for sig selv sammen med den soldat, der skulle bevogte ham.
v17 Tre dage senere sammenkaldte Paulus jødernes førende mænd. Da de var forsamlet, sagde han: »Brødre! Jeg har intet gjort imod folket eller imod fædrenes skikke, alligevel er jeg blevet udleveret fra Jerusalem til romerne som fange. v18 Efter at de havde forhørt mig, ville de løslade mig, fordi jeg ikke var skyldig i noget, der kræver dødsstraf. v19 Men jøderne gjorde indsigelse, og jeg blev nødt til at indanke min sag for kejseren, dog ikke fordi jeg havde noget at anklage mit folk for. v20 Det er altså grunden til, at jeg har bedt om at måtte træffe jer og tale til jer; for jeg bærer denne lænke på grund af Israels håb.« v21 De svarede: »Vi har ikke fået noget brev om dig fra Judæa, og der er heller ikke kommet nogen af vore brødre, som har fortalt eller sagt noget ondt om dig. v22 Men vi ønsker at høre af din egen mund, hvad du har i sinde. For vi ved, at dette parti vækker modsigelse alle vegne.«
v23 Efter at have aftalt en dag med ham kom der endnu flere til ham på hans bopæl; og fra tidlig morgen og helt til aften forklarede og vidnede han for dem om Guds rige, og ud fra Moseloven og profeterne søgte han at overbevise dem om Jesus.
v24 Nogle blev overbevist af hans ord, men andre troede ikke.
v25 Under indbyrdes uenighed brød de op, og Paulus sagde det ene ord til dem: »Med rette har Helligånden ved profeten Esajas talt til jeres fædre
v26 og sagt:
Gå hen til dette folk, og sig:
I skal høre og høre, men intet fatte,
I skal se og se, men intet forstå.
v27 For dette folks hjerte er dækket med fedt,
og med ørerne hører de tungt,
og deres øjne har de lukket til,
for at de ikke skal se med øjnene,
høre med ørerne og fatte med hjertet
og vende om, så jeg må helbrede dem.
v28 Derfor skal I vide, at denne frelse fra Gud er sendt til hedningerne; og de skal høre!«
v29 Da han havde sagt dette, gik jøderne bort under stor indbyrdes strid.
v30 Paulus blev nu hele to år i sin lejede bolig og tog imod alle, der kom til ham. v31 Han prædikede om Guds rige og lærte dem om Herren Jesus Kristus, med fuld frimodighed, uden hindring.