v1 Og Saulus bifaldt mordet på Stefanus.
Samme dag udbrød der en stor forfølgelse af menigheden i Jerusalem, og alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæa og Samaria. v2 Der var nogle fromme mænd, som begravede Stefanus og holdt en stor ligklage over ham. v3 Men Saulus søgte at tilintetgøre menigheden, han trængte ind i det ene hus efter det andet, slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem fængslet.
v4 De, der var blevet spredt, begyndte nu at drage rundt og forkynde ordet.
v5 Filip tog ned til byen i Samaria og prædikede for dem om Kristus. v6 Og i folkeskarerne var alle som én optaget af det, Filip sagde, når de lyttede til ham og så de tegn, han gjorde; v7 for mange af dem, der var besat af urene ånder, dem fór de ud af med råb og høje skrig, og mange lamme og halte blev helbredt. v8 Og der blev stor glæde i den by. v9 Men der var i forvejen i byen en mand, der udøvede magi, så folk i Samaria var helt overvældede. Han hed Simon og gav sig ud for at være noget stort. v10 Alle, små som store, var optaget af ham og sagde: »Han er Guds kraft, den der kaldes Den Store.« v11 De var optaget af ham, fordi han gennem lang tid havde forbløffet dem med sine magiske kunster. v12 Men da de nu troede Filip, der forkyndte evangeliet om Guds rige og om Jesu Kristi navn, lod de sig døbe, både mænd og kvinder. v13 Ja, også Simon selv kom til tro, og da han var blevet døbt, holdt han sig hele tiden til Filip og var forbløffet over de tegn og mægtige gerninger, han så. v14 Da apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes ned til dem. v15 Da de kom derned, bad de for dem om, at de måtte få Helligånden; v16 for den var endnu ikke kommet over nogen af dem, de var kun blevet døbt i Herren Jesu navn. v17 De lagde så hænderne på dem, og de fik Helligånden. v18 Men da Simon så, at Ånden blev givet ved apostlenes håndspålæggelse, kom han med penge til dem v19 og sagde: »Giv også mig den magt, at den, jeg lægger hænderne på, får Helligånden.« v20 Peter svarede ham: »Gid dit sølv må forgå og du selv med, når du tror, at du kan købe Guds gave for penge. v21 Du har hverken lod eller del i denne sag, for dit hjerte er ikke oprigtigt over for Gud. v22 Omvend dig derfor fra din ondskab, og bed Herren om, at du må få tilgivelse for det, dit hjerte pønser på, v23 for jeg ser, at du er fuld af gift og galde og lænket i uretfærdighed.« v24 Men Simon svarede ham: »Gå i forbøn for mig hos Herren, så der ikke skal ske mig noget af det, I har sagt.«
v25 Da apostlene nu havde vidnet og talt Herrens ord, vendte de tilbage til Jerusalem, og undervejs forkyndte de evangeliet i mange samaritanske landsbyer.
v26 Herrens engel talte til Filip og sagde: »Bryd op og gå sydpå ad den vej, der går fra Jerusalem til Gaza; den er øde.«
v27 Og Filip brød op og gik. Der var en etiopier, en mægtig hofmand hos etiopiernes dronning Kandake, som forvaltede alle hendes skatte; han var kommet til Jerusalem for at tilbede
v28 og var på vej hjem og sad i sin vogn og læste profeten Esajas.
v29 Ånden sagde til Filip: »Gå hen til den vogn og hold dig tæt op ad den!«
v30 Filip løb derhen, og da han hørte manden læse af profeten Esajas, spurgte han: »Forstår du også det, du læser?«
v31 Han svarede: »Hvordan skal jeg kunne det, når der ikke er nogen, der vejleder mig?« Og han bad Filip om at komme op i vognen og sætte sig hos ham.
v32 Det afsnit i Skriften, han læste, var dette:
Som et får, der føres til slagtning,
som et lam, der er stumt, mens det klippes,
således åbnede han ikke sin mund.
v33 I fornedrelsen blev hans dom taget bort.
Hvem kan fortælle om hans slægt?
For hans liv blev taget bort fra jorden.
v34 Hofmanden spurgte Filip: »Jeg beder dig sige mig, hvem er det, profeten taler om her? Er det om sig selv, eller er det om en anden?«
v35 Filip tog så til orde, og han begyndte med dette skriftsted og forkyndte evangeliet om Jesus for ham.
v36 Mens de nu kørte hen ad vejen, kom de til noget vand, og hofmanden sagde: »Se, dér er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?«
v37 Filip sagde: »Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske.« Han svarede: »Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn.«
v38 Han befalede, at vognen skulle standse, og de gik begge ned i vandet, både Filip og hofmanden, og Filip døbte ham.
v39 Men da de kom op af vandet, bortrykkede Herrens ånd Filip, og hofmanden så ham ikke mere; han fortsatte sin rejse med glæde.
v40 Filip blev senere set i Ashdod, og han forkyndte evangeliet i alle de byer, han drog igennem, indtil han kom til Cæsarea.