v1 Herrens engel drog fra Gilgal op til Bokim. Han sagde: »Jeg førte jer op fra Egypten og ind i det land, jeg lovede jeres fædre, og jeg sagde: Jeg vil aldrig bryde min pagt med jer, v2 og I må ikke slutte pagt med dette lands indbyggere; deres altre skal I rive ned. Men I adlød mig ikke. Hvad har I dog gjort! v3 Derfor siger jeg nu: Jeg vil ikke drive dem bort foran jer. De skal være en pisk over ryggen på jer, og deres guder skal være en snare for jer.« v4 Da Herrens engel sagde dette til alle israelitterne, brast folket i gråd. v5 Derfor kaldte de stedet Bokim. Og dér ofrede de til Herren.
v6 Da Josva havde sendt folket bort, drog israelitterne hver til sin arvelod for at tage landet i besiddelse. v7 Folket tjente Herren, så længe Josva levede, og så længe de ældste, som overlevede Josva, var i live; de havde jo set alt det store, Herren havde gjort mod Israel. v8 Så døde Herrens tjener Josva, Nuns søn, 110 år gammel. v9 Han blev begravet i sin arvelod i Timnat-Heres i Efraims bjergland nord for Ga'ash-bjerget. v10 Hele det slægtled gik til deres fædre, og efter dem kom et nyt slægtled, som ikke kendte Herren og det, han havde gjort mod Israel.
v11 Nu gjorde israelitterne, hvad der var ondt i Herrens øjne, og dyrkede Ba'alerne. v12 De svigtede Herren, deres fædres Gud, som havde ført dem ud af Egypten; de fulgte andre guder, guder som folkene rundt om dem dyrkede; de tilbad dem og krænkede Herren. v13 De svigtede Herren og dyrkede Ba'al og Astarterne. v14 Da flammede Herrens vrede op mod Israel, og han overgav dem til folk, som udplyndrede dem. Han gav dem i hænderne på deres fjender på alle sider, så de ikke længere kunne holde stand mod deres fjender. v15 Overalt hvor de rykkede ud, var Herrens hånd imod dem og ramte dem med ulykke, sådan som Herren havde svoret og sagt til dem. Og de kom i stor nød.
v16 Så lod Herren dommere fremstå, som frelste dem fra de folk, der udplyndrede dem. v17 Men heller ikke dommerne adlød de; de horede med andre guder og tilbad dem. De veg hurtigt fra den vej, deres fædre havde vandret ad; fædrene havde adlydt Herrens befalinger, men de gjorde det ikke. v18 Hver gang Herren lod en dommer fremstå blandt dem, var Herren med ham og frelste dem fra deres fjender, så længe dommeren levede. For Herren fik medlidenhed med dem, når de jamrede over, at de blev undertrykt og pint. v19 Men så snart dommeren døde, faldt de tilbage og handlede værre end deres fædre; de fulgte andre guder og dyrkede og tilbad dem. De holdt ikke op med deres onde gerninger og med deres trodsige adfærd.
v20 Da flammede Herrens vrede op mod Israel, og han sagde: »Dette folk har overtrådt den pagt, jeg pålagde deres fædre, og de har ikke adlydt mig; v21 så vil jeg heller ikke længere fordrive et eneste af de folk, som Josva lod tilbage, da han døde; v22 for med dem kan jeg sætte Israel på prøve og se, om de følger Herrens vej, sådan som deres fædre gjorde, eller de ikke gør det.« v23 Så lod Herren disse folk blive boende; han fordrev dem ikke med det samme og gav dem ikke i Josvas hånd.