v1  Ve jer, der giver onde love
      og udsteder uretfærdige forordninger
       v2  for at afvise de svages sag
      og berøve mit folks hjælpeløse deres ret,
      for at udbytte enker
      og udplyndre faderløse.
       v3  Hvad vil I gøre på straffens dag,
      når uvejret kommer fra det fjerne?
      Hvem vil I flygte til efter hjælp,
      og hvor vil I efterlade jeres rigdomme?
       v4  Nej, de skal synke i knæ blandt fanger
      eller falde blandt dræbte.
      Trods det har hans vrede ikke lagt sig,
      hans hånd er stadig løftet.

Veråb over den hovmodige assyrerkonge


       v5  Ve Assyrien, min vredes kæp,
      min harme er stokken i hans hånd.
       v6  Jeg sendte ham mod et gudløst folk,
      beordrede ham imod min vredes folk
      for at tage bytte og plyndre
      og trampe det ned som gadens ler.
       v7  Men det var ikke det, han havde tænkt sig,
      det var ikke det, han havde planlagt;
      nej, han ville tilintetgøre
      og udrydde mange folk.
       v8  Han sagde:
      »Er mine stormænd ikke konger?
       v9  Gik det ikke Kalno som Karkemish?
      Gik det ikke Hamat som Arpad?
      Gik det ikke Samaria som Damaskus?
       v10  Når min hånd fandt frem
      til afgudernes riger,
      hvor der var flere gudebilleder end i Jerusalem og Samaria,
       v11  kan jeg så ikke gøre
      mod Jerusalem og dens gudestøtter,
      som jeg gjorde mod Samaria og dens afguder?«

v12  Men når Herren har fuldført hele sit værk på Zions bjerg og i Jerusalem, vil jeg straffe Assyriens konge for frugten af hans hjertes hovmod og for hans stolte øjnes pral. v13  For han har sagt:
      »Jeg greb ind med min stærke hånd
      og i min visdom, for jeg er klog.
      Jeg fjernede folkenes grænser
      og plyndrede deres skatte;
      som den mægtige styrtede jeg herskere fra tronen.
       v14  Min hånd fandt frem til folkenes rigdomme
      som til en fuglerede.
      Som man samler forladte æg,
      har jeg samlet hele jorden,
      og der var ingen, der slog med vingen
      eller åbnede næbbet og peb.«
       v15  Praler øksen over for ham, der hugger med den?
      Hovmoder saven sig over for ham, der trækker den?
      Som om kæppen kan svinge ham, der løfter den,
      eller stokken løfte ham, der ikke er af træ!


       v16  Derfor sender Herren, Hærskarers Herre,
      svindsot i hans fede krop,
      og under hans pragt skal det brænde
      som en flammende ild.
       v17  Israels lys bliver til en ild,
      dets Hellige til en flamme;
      den skal brænde og fortære hans tidsel og tjørn
      på én og samme dag.
       v18  Den tilintetgør rub og stub
      i hans herlige skov og frugthave;
      han tæres fuldstændig hen.
       v19  Resten af træerne i hans skov bliver til at tælle,
      selv et barn kan skrive dem op.

v20  På den dag skal Israels rest og de overlevende fra Jakobs hus ikke mere støtte sig til ham, der slog dem, men i oprigtighed skal de støtte sig til Herren, Israels Hellige. v21  En rest vender om, Jakobs rest, til den vældige Gud. v22  For selv om dit folk, Israel, er talrigt som havets sand, skal kun en rest vende om. Tilintetgørelsen er besluttet, den strømmer frem med retfærdighed. v23  For Herren, Hærskarers Herre, vil gennemføre den tilintetgørelse, han har besluttet, på hele jorden.

v24  Derfor siger Herren, Hærskarers Herre: »Mit folk, der bor på Zion, frygt ikke for Assyrien, når det slår dig med kæppen og løfter staven over dig, som det skete i Egypten. v25  For det varer kun kort tid, før vreden er forbi; så skal min harme tilintetgøre dem.« v26  Hærskarers Herre skal svinge svøben mod dem, som da Midjan blev slået ved Orebs klippe; han løfter sin stav over havet, som det skete i Egypten.
       v27  På den dag
      fjernes hans byrde fra dine skuldre
      og hans åg fra din nakke,
      for åget sprænges på grund af fedme.


       v28  Han rykker frem til Ajjat,
      går gennem Migron,
      i Mikmas efterlader han trosset.
       v29  De går gennem passet,
      i Geba slår de lejr for natten.
      Rama ryster,
      Sauls Gibea flygter.
       v30  Skrig højt, Bat-Gallim,
      lyt efter, Lajsha,
      giv svar, Anatot!
       v31  Madmena tager flugten,
      Gebims indbyggere bringer sig i sikkerhed.
       v32  Endnu i dag står han i Nob,
      han svinger hånden mod Zions datters bjerg,
      Jerusalems høj.


       v33  Men Herren, Hærskarers Herre,
      hugger grenene af under rædsel;
      de knejsende stammer fældes,
      de høje træer segner.
       v34  Han rydder skovens tætte krat med øksen,
      Libanon falder for den Mægtige.