v1 Hør mig, I fjerne øer,
lyt, I folk langt borte:
Herren har kaldet mig fra moders liv,
fra fødslen kaldte han mig ved navn.
v2 Han gjorde min mund til et skarpt sværd,
i skyggen af sin hånd skjulte han mig;
han gjorde mig til en spids pil,
i sit kogger holdt han mig gemt.
v3 Han sagde til mig: Du er min tjener,
Israel, ved dig viser jeg min herlighed.
v4 Men jeg sagde: Forgæves har jeg anstrengt mig,
på tomhed og vind har jeg brugt mine kræfter.
Dog, min ret er hos Herren,
min løn er hos min Gud.
v5 Men nu har Herren talt,
han som har dannet mig fra moders liv til sin tjener
for at føre Jakob tilbage,
så Israel samles hos ham.
Jeg bliver agtet i Herrens øjne,
min Gud bliver min styrke.
v6 Han sagde: Det er ikke nok, at du som min tjener
skal genrejse Jakobs stammer
og føre Israels overlevende hjem;
derfor gør jeg dig til et lys for folkene,
for at min frelse skal nå til jordens ende.
v7 Dette siger Herren,
Israels Hellige, som løskøber det,
til ham, der er ringeagtet og afskyet af folk,
til herskernes tjener:
Konger skal se det og rejse sig,
stormænd skal kaste sig ned
for Herren, som er trofast,
for Israels Hellige, som udvælger dig.
v8 Dette siger Herren:
I nådens tid bønhører jeg dig;
på frelsens dag hjælper jeg dig.
Jeg danner dig og gør dig til en pagt med folket,
så du kan genrejse landet
og fordele de øde jordlodder.
v9 Til fangerne skal du sige: Gå ud!
og til dem i mørket: Kom frem!
Langs vejene skal de græsse,
i det nøgne land finder de græsning.
v10 De skal hverken sulte eller tørste,
hede og sol skal ikke plage dem,
for han skal føre dem i sin barmhjertighed
og lede dem til kildevæld.
v11 Jeg gør alle mine bjerge til vej,
og mine veje skal bygges højt.
v12 Se, de kommer fra det fjerne,
de kommer fra nord og fra vest,
de kommer fra Sinims land.
v13 Himlen skal råbe af fryd og jorden juble,
bjergene skal bryde ud i fryderåb,
for Herren trøster sit folk,
han forbarmer sig over sine hjælpeløse.
v14 Men Zion siger: »Herren har svigtet mig,
Herren har glemt mig!«
v15 Glemmer en kvinde sit diende barn?
Glemmer en mor det barn, hun fødte?
Selv om de skulle glemme,
glemmer jeg ikke dig.
v16 Se, i mine hænder har jeg tegnet dig,
dine mure har jeg altid for øje.
v17 De, der skal genopbygge dig, er hurtigt på vej,
de, der rev dig ned og lagde dig øde,
drager bort fra dig.
v18 Løft blikket, se dig omkring:
De samles alle og kommer til dig.
»Så sandt jeg lever,« siger Herren,
»skal du iføre dig dem alle som smykke,
du skal binde dem om dig som bruden sit bælte.«
v19 Dine ruiner og dine tomter,
dit hærgede land,
det er nu for trangt at bo i,
de, der tilintetgjorde dig, er langt borte.
v20 Børnene, du fik i din barnløshed,
siger nu atter til dig:
»Her er for lidt plads,
ryk sammen, så jeg kan komme til at sidde her.«
v21 Du siger i dit hjerte:
»Hvem har født dem til mig?
Jeg var jo barnløs og gold,
landflygtig og fordrevet,
hvem har opfostret dem?
Jeg var ladt alene tilbage,
hvor stammer de fra?«
v22 Dette siger Gud Herren:
Nu løfter jeg min hånd for folkene,
jeg rejser mit banner for folkeslagene;
de skal bringe dine sønner i favnen
og bære dine døtre på skulderen.
v23 Konger bliver dine plejefædre,
deres dronninger dine ammer;
de skal kaste sig til jorden for dig
og slikke støvet for dine fødder.
Da skal du erkende, at jeg er Herren,
og at de, der håber på mig, ikke bliver til skamme.
v24 Kan man tage byttet fra en kriger?
Kan man befri en voldsmands fanger?
v25 Dette siger Herren:
Fangerne skal tages fra krigeren,
voldsmandens bytte skal befries.
Jeg vil kæmpe mod dem, der kæmper mod dig,
og dine sønner vil jeg frelse.
v26 Jeg lader dine undertrykkere æde deres eget kød,
de skal beruse sig i deres eget blod som i most.
Så skal alle mennesker erkende,
at jeg, Herren, frelser dig,
Jakobs Mægtige løskøber dig.