v1 Herren sagde til mig: »Tag en stor tavle og skriv på den med menneskeskrift: Le-Maher-Shalal Hash-Baz. v2 Jeg vil skaffe mig troværdige vidner, præsten Urija og Zekarja, Jeberekjas søn.«
v3 Så lå jeg hos profetinden; hun blev gravid og fødte en søn. Og Herren sagde til mig: »Kald ham Maher-Shalal Hash-Baz.
v4 For inden drengen kan sige far og mor, skal rigdommen fra Damaskus og byttet fra Samaria bringes til assyrerkongen.«
v5 Herren talte på ny til mig:
v6 Dette folk har forkastet
Siloas sagte rindende strømme og har mistet modet
– Resin og Remaljas søn –
v7 derfor lader Herren flodens stærke og vældige strømme
– assyrerkongen i al hans vælde –
skylle hen over dem.
Den skal stige over alle flodlejer
og gå over alle bredder;
v8 den oversvømmer Juda, vælter frem og stiger,
indtil den når dem til halsen.
Dens udbredte vinger
skal fylde hele dit land, Immanuel.
v9 Slut jer sammen, I folkeslag, men rædsel skal gribe jer,
lyt efter, alle jordens fjerne egne!
Spænd bælte, men rædsel skal gribe jer,
spænd bælte, men rædsel skal gribe jer!
v10 Læg råd op, de bliver brudt!
Indgå aftaler, de står ikke ved magt!
Immanuel!
v11 Dette sagde Herren til mig, da hans hånd greb mig, og han advarede mig mod at vandre ad dette folks vej:
v12 »I skal ikke kalde alt det sammensværgelse,
som dette folk kalder sammensværgelse;
frygt ikke, hvad de frygter,
nær ingen rædsel!
v13 I skal hellige Hærskarers Herre,
han skal være jeres frygt og rædsel.
v14 Han skal være en helligdom,
en anstødssten, en klippe til at snuble over,
for Israels to huse,
en fælde og snare for Jerusalems indbyggere.
v15 Mange skal snuble,
de skal falde og lemlæstes,
de bliver fanget i snaren.«
v16 Jeg binder til for budskabet,
jeg forsegler belæringen hos mine disciple.
v17 Jeg venter på Herren,
der har skjult sit ansigt for Jakobs hus,
jeg sætter min lid til ham.
v18 Og jeg og de børn, Herren har givet mig,
er tegn og varsler i Israel
fra Hærskarers Herre, der bor på Zions bjerg.
v19 Siger man til jer: »I skal søge til dødemanerne og til sandsigerne, der hvisker og mumler; skal et folk ikke søge til sine guder, til de døde til fordel for de levende?«
v20 så skal den, der ingen morgenrøde ser, svare: »Til belæringen og til budskabet.«
v21 Han skal vandre omkring i landet, plaget og sulten,
og når han sulter, bliver han rasende
og forbander sin konge og sin Gud.
Ser han mod det høje,
v22 eller stirrer han ud over landet,
er der nød og mørke, trængsels mørke,
i mulmet er han stødt ud.
v23 Dog skal der ikke være mørke
for landet, som nu er i trængsel.
Som Herren tidligere
bragte skam over Zebulons land
og Naftalis land,
bringer han i fremtiden ære
over Vejen langs Havet,
Landet på den anden side af Jordan
og Folkeslagenes Galilæa.