v1 I det syvende år på den tiende dag i den femte måned kom nogle af Israels ældste for at rådspørge Herren, og de satte sig foran mig. v2 Da kom Herrens ord til mig: v3 Menneske, tal til Israels ældste, og sig til dem: Dette siger Gud Herren: Kommer I for at rådspørge mig? Så sandt jeg lever: Jeg vil ikke lade mig rådspørge af jer, siger Gud Herren.
v4 Du skal dømme dem! Du skal dømme, menneske! Fortæl dem om deres fædres afskyelige handlinger, v5 og sig til dem: Dette siger Gud Herren: Dengang jeg udvalgte Israel, løftede jeg hånden og aflagde ed til Jakobs hus; jeg gav mig til kende for dem i Egypten, løftede hånden og svor: Jeg er Herren jeres Gud. v6 Dengang løftede jeg hånden og svor, at jeg ville føre dem ud af Egypten til et land, jeg havde udsøgt til dem, et land der flyder med mælk og honning, det herligste af alle lande.
v7 Så sagde jeg til dem: Kast de ækle guder ud, som jeres øjne er rettet imod, og gør jer ikke urene ved Egyptens møgguder. Jeg er Herren jeres Gud. v8 Men de trodsede mig og ville ikke adlyde mig. Ingen af dem kastede de ækle guder ud, som deres øjne var rettet imod; de forlod ikke Egyptens møgguder. Da sagde jeg, at jeg ville udøse min harme over dem og give min vrede mod dem frit løb i Egypten. v9 Men for mit navns skyld måtte jeg handle, så det ikke skulle blive vanæret hos de folk, de boede iblandt; for jeg havde givet mig til kende for øjnene af dem, da jeg førte israelitterne ud af Egypten. v10 Derfor førte jeg dem ud af Egypten og ud i ørkenen.
v11 Jeg gav dem mine love og forkyndte dem mine bud. Det menneske, der holder dem, bevarer livet ved dem. v12 Også mine sabbatter gav jeg dem som tegn mellem mig og dem, så de kunne forstå, at jeg, Herren, helliger dem. v13 Men Israels hus trodsede mig i ørkenen. De fulgte ikke mine love, men forkastede mine bud. Det menneske, der holder dem, bevarer livet ved dem. Mine sabbatter vanhelligede de groft. Da sagde jeg, at jeg ville udøse min harme over dem og tilintetgøre dem i ørkenen. v14 Men for mit navns skyld måtte jeg handle, så det ikke blev vanæret hos de folk, som havde set, at jeg førte dem ud. v15 Derfor løftede jeg min hånd i ørkenen og svor, at jeg ikke ville bringe dem til det land, jeg havde givet dem, et land der flyder med mælk og honning, det herligste af alle lande; v16 for mine bud havde de forkastet, mine love havde de ikke fulgt, og mine sabbatter havde de vanhelliget; af hjertet fulgte de deres møgguder. v17 Men jeg skånede dem for tilintetgørelse og gjorde det ikke af med dem i ørkenen.
v18 Så sagde jeg til deres sønner i ørkenen: I må ikke følge jeres fædres love og holde deres bud og gøre jer urene ved deres møgguder. v19 Jeg er Herren, jeres Gud. Følg mine love, og hold omhyggeligt mine bud! v20 Mine sabbatter skal I holde hellige; de skal være tegn mellem mig og jer, så I kan forstå, at jeg er Herren, jeres Gud. v21 Men sønnerne trodsede mig. De fulgte ikke mine love, og mine bud holdt de ikke omhyggeligt. Det menneske, der holder dem, bevarer livet ved dem. Mine sabbatter vanhelligede de. Da sagde jeg, at jeg ville udøse min harme over dem og give min vrede frit løb mod dem i ørkenen. v22 Men jeg trak min hånd tilbage. For mit navns skyld måtte jeg handle, så det ikke blev vanæret hos de folk, som selv havde set, at jeg førte dem ud. v23 Derfor løftede jeg min hånd i ørkenen og svor, at jeg ville sprede dem blandt folkene og strø dem ud i landene, v24 fordi de ikke havde holdt mine bud, men havde forkastet mine love og vanhelliget mine sabbatter; deres øjne hang ved fædrenes møgguder. v25 Så gav jeg dem love, som ikke var gode, og bud, som de ikke kunne bevare livet ved; v26 jeg gjorde dem urene ved deres gaver, når de ofrede alt det, der kom først ud af moderlivet. Så kunne jeg slå dem med rædsel, for at de skulle forstå, at jeg er Herren.
v27 Tal derfor til Israels hus, menneske, og sig til dem: Dette siger Gud Herren: Endnu en gang hånede jeres fædre mig i deres troløshed mod mig. v28 Da jeg havde ført dem til det land, som jeg med løftet hånd havde svoret at give dem, og da de så alle de høje bakker og alle de løvrige træer, bragte de deres slagtofre og frembar deres gaver, som krænkede mig; de lod liflig duft stige op og udgød drikofre. v29 Da sagde jeg til dem: »Hvad er det for en offerhøj, I går til!« – Derfor hedder det offerhøj den dag i dag. – v30 Sig derfor til Israels hus: Dette siger Gud Herren: Vil I gøre jer urene på samme måde som jeres fædre og hore med deres ækle guder? v31 Når I bringer jeres gaver og lader jeres sønner gå gennem ilden, bliver I urene ved alle jeres møgguder den dag i dag. Skulle jeg lade mig rådspørge af jer, Israels hus? Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Jeg vil ikke lade mig rådspørge af jer. v32 Det, I har i tankerne, når I siger: »Vi vil være som folkeslagene, som andre landes folk, og dyrke træ og sten«, det skal ikke ske.
v33 Så sandt jeg lever, siger Gud Herren: Med stærk hånd og løftet arm og med udøst harme vil jeg herske over jer. v34 Jeg fører jer bort fra folkene, og med stærk hånd og løftet arm og med udøst harme samler jeg jer fra de lande, hvor I blev spredt. v35 Så fører jeg jer ud i folkenes ørken, og dér fælder jeg dom over jer ansigt til ansigt med jer. v36 Som jeg fældede dom over jeres fædre i Egyptens ørken, sådan vil jeg fælde dom over jer, siger Gud Herren. v37 Så lader jeg jer passere under hyrdestaven og fører jer ind i pagtens bånd. v38 Oprørerne og dem, der brød med mig, skiller jeg ud fra jer; jeg fører dem ud af det land, hvor de har boet som fremmede, men i Israels land kommer de ikke ind. Så skal I forstå, at jeg er Herren.
v39 Israels hus, dette siger Gud Herren: Gå alle sammen hen og dyrk jeres møgguder, men siden hen skal I adlyde mig, og mit hellige navn skal I ikke mere vanhellige med jeres gaver og jeres møgguder. v40 På mit hellige bjerg, på Israels højeste bjerg, siger Gud Herren, dér skal Israels hus, alle i landet, dyrke mig. Dér vil jeg tage nådigt imod dem, ja, dér ønsker jeg at få jeres afgifter og førstegrødegaver, alle jeres helliggaver. v41 Jeg tager nådigt imod jer som liflig offerduft, når jeg fører jer bort fra folkene og samler jer fra de lande, hvor I blev spredt, og jeg viser min hellighed på jer for øjnene af folkene. v42 Så skal I forstå, at jeg er Herren, når jeg bringer jer til Israels land, til det land jeg med løftet hånd svor at give jeres fædre. v43 Dér skal I huske jeres færd og alle de gerninger, I gjorde jer urene ved, og I skal væmmes ved alt det onde, I har gjort. v44 Så skal I forstå, at jeg er Herren, når jeg handler mod jer for mit navns skyld, Israels hus, og ikke for jeres onde færd og jeres fordærvelige handlinger, siger Gud Herren.