v1  Men israelitterne skal blive talrige
      som havets sand,
      der ikke kan måles
      og ikke kan tælles.
      Og dér, hvor det nu lyder til dem:
      »I er ikke mit folk,«
      dér skal det lyde til dem:
      »I er den levende Guds børn.«
       v2  Judæerne skal samles
      med israelitterne;
      de skal have én og samme leder
      og blive herre i landet,
      for Jizre'els dag er stor.
       v3  Sig til jeres brødre: »I er mit folk«
      og til jeres søstre: »I har fundet barmhjertighed.«

       v4  Før sag mod jeres mor, før sag,
      for hun er ikke min hustru,
      og jeg er ikke hendes mand.
      Hun skal fjerne horemærket fra ansigtet
      og skøgetegnet mellem brysterne;
       v5  ellers river jeg klæderne af hende,
      så hun står nøgen som den dag, hun blev født.
      Jeg gør hende til ørken,
      til udtørret land,
      og lader hende dø af tørst.
       v6  Hendes børn viser jeg ikke barmhjertighed,
      for de er horebørn.
       v7  Deres mor var horkvinde,
      skamløs var hun, der fødte dem;
      for hun sagde:
      »Jeg vil følge mine elskere,
      som giver mig mit brød og mit vand,
      min uld og min hør,
      min olie og min vin.«

       v8  Derfor vil jeg spærre
      vejen for dig med tjørn;
      jeg rejser et gærde,
      så hun ikke kan finde stierne.
       v9  Hun jager efter sine elskere,
      men når dem ikke;
      hun søger dem, men finder dem ikke.
      Da skal hun sige:
      »Jeg vil vende tilbage til min første mand,
      dengang gik det mig bedre end nu.«
       v10  Hun ved ikke,
      at det var mig, der gav hende
      korn og vin og olie;
      jeg gav hende mængder af sølv
      og guld, som de brugte til Ba'al.
       v11  Derfor tager jeg mit korn tilbage i rette tid
      og min vin, når tiden er inde;
      jeg tager min uld og min hør,
      der skulle dække hendes køn.
       v12  Nu vil jeg blotte hendes skød
      for øjnene af hendes elskere,
      og ingen kan redde hende fra mig.
       v13  Jeg gør ende på al hendes fryd,
      fest, nymånedag og sabbat,
      alle hendes festdage.
       v14  Jeg ødelægger hendes vinstokke og figentræer;
      det var om dem, hun sagde:
      »Det er den gave,
      mine elskere gav mig.«
      Jeg gør dem til krat,
      og de vilde dyr skal æde dem.
       v15  Jeg straffer hende for Ba'alernes dage,
      når hun tændte offerild for dem;
      hun smykkede sig med næsering og halskæde
      og fulgte sine elskere.
      Men mig glemte hun,
      siger Herren.
       v16  Derfor vil jeg lokke hende,
      jeg vil føre hende ud i ørkenen
      og tale til hendes hjerte.
       v17  Dér giver jeg hende vingårdene tilbage
      og gør Akors dal til håbets port.
      Da vil hun svare mig, som da hun var ung,
      som dengang hun drog op fra Egypten.

       v18  På den dag,
      siger Herren,
      skal du kalde mig Min Mand,
      du skal ikke længere kalde mig Min Ba'al.
       v19  Jeg fjerner Ba'alernes navne fra hendes mund,
      de skal ikke længere nævnes ved navn.
       v20  På den dag
      slutter jeg en pagt for Israel
      med de vilde dyr,
      med himlens fugle
      og med jordens krybdyr.
      Bue, sværd og krigsmagt
      sønderbryder jeg i landet,
      og jeg lader dem bo trygt.
       v21  Jeg forlover mig med dig for evigt;
      jeg forlover mig med dig
      i ret og retfærdighed,
      i godhed og barmhjertighed.
       v22  Jeg forlover mig med dig i troskab,
      og du skal kende Herren.

       v23  På den dag
      vil jeg svare, siger Herren;
      jeg vil svare himlen,
      og den skal svare jorden.
       v24  Jorden skal svare kornet,
      vinen og olien,
      og de skal svare Jizre'el.
       v25  Jeg sår hende i mit land.
      Jeg vil vise barmhjertighed mod Ikke-Fundet-Barmhjertighed
      og sige til Ikke-Mit-Folk: »Du er mit folk,«
      og han skal sige: »Du er min Gud.«