v1  Men nu ler de ad mig,
      de som er yngre end jeg,
      og hvis fædre jeg ikke fandt værdige
      til at være sammen med mine hyrdehunde.
       v2  Hvad skal jeg med deres styrke,
      når deres livskraft går tabt?
       v3  De er udtæret af nød og hunger,
      de afgnaver det tørre land,
      der allerede i går var den goldeste ørken.
       v4  Mellem buske plukker de mælde,
      gyvelens rødder er deres føde.
       v5  De er udstødt af samfundet,
      man råber efter dem som efter en tyv.
       v6  De bor på bjergskråninger
      i jordhuler og klippehuler.
       v7  De hyler mellem buskene,
      de finder sammen blandt tidslerne.
       v8  De er udskud, folk uden ære,
      de er jaget ud af landet.

       v9  Men nu synger de nidviser om mig,
      og snakken går om mig.
       v10  De afskyr mig og holder sig langt borte fra mig,
      de spytter mig endda i ansigtet.
       v11  Gud har løsnet min buestreng og ydmyget mig,
      derfor kaster de tøjlerne af sig, når de ser mig.
       v12  På min højre side rejser deres afkom sig,
      de slår benene væk under mig,
      de bygger deres ulykkesveje mod mig.
       v13  Min sti bryder de op,
      de arbejder på mit fordærv,
      uden at nogen hindrer dem.
       v14  Som gennem et gabende murbrud kommer de,
      mellem ruiner vælter de frem.

       v15  Rædsler er vendt mod mig,
      min værdighed er blæst bort som af vinden,
      mit håb om frelse er forsvundet som en sky.
       v16  Nu ebber livet i mig ud,
      elendighedens dage er over mig.
       v17  Om natten borer det i mine knogler,
      smerterne gnaver ustandseligt i mig.
       v18  Min hud er fuldstændig ukendelig,
      som kjortlens halsåbning hænger den om mig.
       v19  Han har kastet mig i dyndet,
      jeg er kommet til at ligne støv og aske.

       v20  Jeg råber til dig om hjælp, men du svarer ikke;
      her står jeg, men du giver ikke agt på mig.
       v21  Ubarmhjertigt har du vendt dig mod mig;
      med hård hånd angriber du mig.
       v22  Du sætter mig op på stormen
      og lader den fare af sted med mig,
      dens rasen gennemryster mig.
       v23  Jeg ved, at du fører mig til døden,
      til huset, hvor alle levende skal samles.
       v24  Og dog! Strækker man ikke hånden frem, når alt ligger i ruin?
      Råber man ikke om hjælp i sin ulykke?
       v25  Har jeg ikke grædt over den, der har det hårdt?
      Har jeg ikke sørget over den fattige?
       v26  Jeg håbede på lykke, men der kom ulykke,
      jeg ventede på lys, men der kom mørke.
       v27  Mit indre er i oprør, det falder ikke til ro,
      elendighedens dage ligger foran mig.
       v28  Jeg går sørgende omkring, der er ingen sol;
      jeg står frem i forsamlingen og råber om hjælp.
       v29  Jeg er blevet broder til sjakaler,
      jeg er blevet ven med strudse.
       v30  Huden på mig er blevet sort,
      min krop brænder i feber.
       v31  Min citer er stemt til sorg,
      min fløjte til gråd.