v1 Da sagde Job:
v2 Sandt er det, at det forholder sig sådan;
hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud?
v3 Vil det føre sag mod ham,
kan det ikke gendrive én ud af tusind anklager.
v4 Han er vís, og han er stærk,
hvem kan trodse ham og slippe godt fra det?
v5 Han flytter bjerge, før de ved af det,
i sin vrede får han dem til at styrte sammen.
v6 Han ryster jorden løs fra dens fundament,
og dens søjler skælver.
v7 Han befaler solen ikke at stå op,
og for stjernerne har han sat segl.
v8 Han alene spænder himlen ud,
han går på havets ryg.
v9 Han skaber Løven og Orion,
Syvstjernen og stjernebillederne på sydhimlen.
v10 Han gør store ting, der ikke kan udforskes,
og undere, der ikke kan tælles.
v11 Han kan gå forbi mig, uden at jeg ser ham,
han kan fare forbi, uden at jeg mærker det.
v12 Hvem kan hindre ham, hvis han vil røve noget?
Hvem kan sige til ham: »Hvad er det, du gør?«
v13 Gud holder ikke igen på sin vrede,
selv Rahabs hjælpere må bøje sig under ham.
v14 Hvordan skulle så jeg kunne tage til orde imod ham
og vælge mine ord over for ham?
v15 Selv om jeg har ret, kan jeg ikke komme til orde,
men må bønfalde min dommer om nåde.
v16 Hvis jeg stævnede ham, og han gav møde,
tror jeg ikke, han ville lytte til mig.
v17 Han jager efter mig for en bagatel;
uden grund tilføjer han mig sår på sår.
v18 Han giver mig åndenød,
han mætter mig med forbitrelse.
v19 Gælder det den stærkes kraft, så er det ham!
Gælder det retten: »Hvem kan kræve mig til regnskab?«
v20 Selv om jeg har ret, dømmer min mund mig skyldig,
selv om jeg er uskyldig, gør han mig til løgner;
v21 men jeg er uskyldig! Jeg vil ikke vide af mit liv,
jeg ønsker ikke at leve.
v22 Det er lige meget, jeg kan kun sige:
Skyldig eller uskyldig, han udsletter begge!
v23 Når en flodbølge spreder pludselig død,
spotter han de uskyldige i deres fortvivlelse.
v24 Landet lægges i hænderne på uretfærdige,
dommerne giver han bind for øjnene.
Hvis ikke det er ham, hvem er det så?
v25 Mine dage går hurtigere, end man kan løbe,
glædesløse jager de af sted.
v26 De farer af sted som sivbåde,
som en ørn, der slår ned på byttet.
v27 Hvis jeg siger: »Jeg vil glemme min klage,
lægge ansigtet i andre folder og være glad igen,«
v28 så må jeg tænke med gru på mine lidelser;
jeg ved, at du ikke lader mig ustraffet.
v29 Når jeg skal være skyldig,
hvorfor skal jeg da anstrenge mig til ingen nytte?
v30 Om jeg så vaskede mig med sæbe
og rensede hænderne i lud,
v31 ville du dyppe mig i slampølen,
så mine klæder ville afsky mig.
v32 Han er ikke et menneske som jeg, så jeg kan tage til orde imod ham,
og vi kan mødes i retten.
v33 Der er ingen voldgiftsmand,
som kan mægle mellem os.
v34 Holdt han blot op med at slå mig,
så skrækken for ham ikke skulle overvælde mig,
v35 da kunne jeg tale uden at frygte ham,
for jeg ved, at jeg ikke har grund til det.