v1 Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. v2 Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. v3 I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. v4 Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. v5 Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. v6 Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« v7 Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« v8 Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« v9 Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.
Men det var sabbat den dag; v10 derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« v11 Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« v12 De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« v13 Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. v14 Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« v15 Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. v16 Derfor gav jøderne sig til at forfølge Jesus, fordi han havde gjort dette på en sabbat. v17 Men Jesus sagde til dem: »Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.« v18 Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig.
v19 Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen. v20 For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør; og han skal vise ham endnu større gerninger, så I skal undre jer. v21 For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil. v22 Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen, v23 for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham.
v24 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. v25 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. v26 For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. v27 Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. v28 I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst v29 og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom. v30 Jeg kan intet gøre af mig selv; som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, for jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.
v31 Er det kun mig selv, som vidner om mig, er mit vidnesbyrd ikke gyldigt. v32 Der er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det vidnesbyrd, han aflægger om mig, er gyldigt. v33 I sendte bud til Johannes, og han vidnede om sandheden. v34 Ikke at jeg skal have mit vidnesbyrd fra et menneske, men jeg siger dette, for at I skal blive frelst. v35 Johannes var en lampe, som brændte, og som lyste, og for en tid lod I jer gerne begejstre af lyset fra ham.
v36 Men det vidnesbyrd, jeg har, er større end det, Johannes aflagde; for de gerninger, som Faderen har givet mig at fuldføre, selve de gerninger, jeg gør, vidner om mig, at Faderen har udsendt mig. v37 Og Faderen, som har sendt mig, han har selv vidnet om mig. I har aldrig hørt hans røst og heller ikke set hans skikkelse, v38 og hans ord lader I ikke blive i jer, for ham, som han har udsendt, ham tror I ikke. v39 I gransker Skrifterne, fordi I mener, at I har evigt liv i dem; og netop de vidner om mig. v40 Og dog vil I ikke komme til mig og få liv.
v41 Min ære vil jeg ikke have fra mennesker; v42 nej, for jeg ved, at I ikke har Guds kærlighed i jer. v43 Jeg er kommet i min faders navn, og I tager ikke imod mig; hvis en anden kommer i sit eget navn, skal I nok tage imod ham. v44 Hvordan skal I kunne tro, når I vil have jeres ære fra hinanden og ikke søger æren hos den eneste Gud? v45 Tro ikke, at jeg vil anklage jer hos Faderen; den, der anklager jer, er Moses, ham I har sat jeres håb til. v46 Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om. v47 Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skal I så tro mine ord?«