Jesu fødsel

v1  Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. v2  Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. v3  Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. v4  Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, v5  for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. v6  Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; v7  og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

v8  I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. v9  Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. v10  Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: v11  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. v12  Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« v13  Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
       v14   Ære være Gud i det højeste og på jorden!
      Fred til mennesker med Guds velbehag!

v15  Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« v16  De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. v17  Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, v18  og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; v19  men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. v20  Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.

v21  Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

Simeon og Anna

v22  Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren v23  – som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« – v24  og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger.

v25  I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, v26  og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. v27  Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, v28  tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
       v29  Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
       v30  For mine øjne har set din frelse,
       v31  som du har beredt for alle folk:
       v32  Et lys til åbenbaring for hedninger
      og en herlighed for dit folk Israel.

v33  Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. v34  Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges v35  – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«

v36  Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, v37  og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. v38  Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.

v39  Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. v40  Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

Den tolvårige Jesus i templet

v41  Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. v42  Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. v43  Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. v44  I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. v45  Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; v46  og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. v47  Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. v48  Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« v49  Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« v50  Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. v51  Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.

Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. v52  Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.