v1 Så kom de over til den anden bred af søen til gerasenernes land. v2 Og da Jesus steg ud af båden, kom der i det samme en mand hen imod ham fra gravhulerne; han var besat af en uren ånd. v3 Han holdt til i gravene, og ikke engang med lænker kunne man holde ham bundet; v4 for han var ofte blevet lagt i fodjern og lænker, men lænkerne havde han revet af sig, og fodjernene havde han sprængt. Ingen var i stand til at tæmme ham; v5 hele tiden, både nat og dag, løb han rundt mellem gravene og på bjergene og råbte og skreg og slog sig selv med sten. v6 Da han på lang afstand fik øje på Jesus, kom han løbende og kastede sig ned for ham v7 og råbte med høj røst: »Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, du Gud den Højestes søn! Jeg besværger dig for Guds skyld: Pin mig ikke!« v8 Jesus havde nemlig sagt til ham: »Du urene ånd, far ud af manden.« v9 Og han spurgte ham: »Hvad er dit navn?« Han svarede ham: »Legion er mit navn, for vi er mange.« v10 Og de tiggede og bad ham om ikke at sende dem bort fra egnen.
v11 Dér ved bjerget gik der en stor flok svin og fandt føde; v12 og dæmonerne bad ham: »Send os over i svinene, så vi kan fare ind i dem.« v13 Det gav han dem lov til. Og de urene ånder fór ud af manden og ind i svinene; og flokken på omkring to tusind styrtede ud over skrænten ned i søen og druknede. v14 Men svinehyrderne løb deres vej og fortalte om det i byen og på landet, og folk kom for at se, hvad der var sket. v15 De kommer hen til Jesus og ser den dæmonbesatte, som havde haft legionen i sig, sidde påklædt og ved sin fulde fornuft, og de blev grebet af frygt. v16 Men de, der havde set det, forklarede dem, hvad der var sket med den dæmonbesatte, og fortalte om det med svinene. v17 Så bad de ham om at forlade deres egn.
v18 Da Jesus var ved at gå om bord i båden, bad manden, der havde været besat, om lov til at komme med ham. v19 Men det afslog han og sagde til ham: »Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig.« v20 Så gik han hen og gav sig til at prædike i Dekapolis om alt det, Jesus havde gjort mod ham, og alle undrede sig.
v21 Da Jesus var sejlet tilbage til den anden bred af søen, samlede der sig en stor skare om ham, mens han var nede ved søen. v22 Så kommer der en af synagogeforstanderne, han hed Jairus, og da han så Jesus, faldt han ned for hans fødder v23 og bad ham indtrængende: »Min lille datter ligger for døden. Ville du blot komme og lægge hænderne på hende, så hun kan blive frelst og leve.« v24 Så gik Jesus med ham, og en stor skare fulgte efter og trængtes omkring ham.
v25 Men der var en kvinde, som i tolv år havde lidt af blødninger, v26 og som havde døjet meget af mange læger og brugt alt, hvad hun ejede, uden at det havde hjulpet; hun havde tværtimod fået det værre. v27 Hun havde hørt om Jesus, og hun kom frem i skaren bagfra og rørte ved hans kappe. v28 For hun tænkte: »Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst.« v29 Og straks udtørredes kilden til hendes blødninger, og hun mærkede i sin krop, at hun var blevet helbredt for lidelsen. v30 Men Jesus mærkede straks på sig selv den kraft, der udgik fra ham, og han vendte sig om midt i skaren og sagde: »Hvem rørte ved mit tøj?« v31 Og hans disciple sagde til ham: »Du ser jo selv, hvordan folk trænges om dig, og så spørger du: Hvem rørte ved mig?« v32 Han så sig omkring for at se, hvem der havde gjort det. v33 Og kvinden kom frem skælvende af skræk, for hun vidste, hvad der var sket med hende, og hun faldt ned for ham og fortalte ham hele sandheden. v34 Han sagde til hende: »Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse!«
v35 Endnu mens han talte, kommer der nogle fra synagogeforstanderens hus og siger: »Din datter er død! Hvorfor gøre Mesteren ulejlighed mere?« v36 Men da Jesus hørte, hvad der blev sagt, sagde han til synagogeforstanderen: »Frygt ikke, tro kun!« v37 Og han tillod ikke andre end Peter og Jakob og Johannes, Jakobs bror, at følge med. v38 Så kom de til synagogeforstanderens hus, og han så en larmende hob, som både græd og jamrede meget, v39 og han gik ind og sagde til dem: »Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke død, hun sover.« v40 De lo ad ham; men han jog dem alle sammen ud og tog barnets far og mor og sine ledsagere med sig og gik ind, hvor barnet lå. v41 Så tog han barnets hånd og sagde til hende: »Talitha kum!« – det betyder: »Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!« v42 Og straks stod pigen op og gik omkring, for hun var tolv år gammel. Og de blev fuldstændig ude af sig selv. v43 Men Jesus befalede dem strengt, at ingen måtte få dette at vide, og han sagde, at hun skulle have noget at spise.