v1 Farisæerne og nogle skriftkloge, som var kommet fra Jerusalem, samlede sig omkring Jesus.
v2 Og de så, at nogle af hans disciple spiste med urene hænder, det vil sige uden at vaske dem.
v3 Farisæerne og jøderne i det hele taget spiser nemlig ikke, før de har vasket hænderne med en håndfuld vand for at overholde de gamles overlevering;
v4 og de spiser ikke noget fra torvet, uden at de skyller det; og der er meget andet, som de overholder ifølge overleveringen: at skylle bægre, krus, kobbertøj og bænke.
v5 Farisæerne og de skriftkloge spurgte ham så: »Hvorfor følger dine disciple ikke de gamles overlevering, men spiser med urene hænder?«
v6 Men han sagde til dem: »Esajas profeterede rigtigt om jer hyklere, sådan som der står skrevet:
Dette folk ærer mig med læberne,
men deres hjerte er langt borte fra mig,
v7 forgæves dyrker de mig,
for det, de lærer, er menneskebud.
v8 I har tilsidesat Guds bud og overholder kun menneskers overlevering.«
v9 Og han sagde til dem: »Hvor kønt! I forkaster Guds bud for at indføre jeres egen overlevering.
v10 Moses har jo sagt: ›Ær din far og din mor!‹ og: ›Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.‹
v11 Men I siger: Hvis et menneske siger til sin far eller sin mor: Det, du skulle have haft som hjælp af mig, skal være korban – det vil sige tempelgave –
v12 så tillader I ikke længere, at han gør noget for sin far eller sin mor.
v13 I sætter Guds ord ud af kraft med jeres egen overlevering. Og meget andet af den slags gør I.«
v14 Og han kaldte atter skaren til sig og sagde: »Hør mig, alle sammen, og forstå: v15 Der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. v16 Har nogen ører at høre med, skal han høre!«
v17 Da han var kommet inden døre, væk fra skaren, spurgte hans disciple ham om lignelsen. v18 Og han sagde til dem: »Så er da også I uforstandige? Fatter I ikke, at alt det, som kommer ind i et menneske udefra, ikke kan gøre det urent? v19 For det kommer ikke ind i hjertet, men ned i maven, og det kommer ud igen.« Dermed erklærede han al slags mad for ren. v20 Og han sagde: »Det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent. v21 For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, v22 ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed. v23 Alt dette onde kommer indefra og gør et menneske urent.«
v24 Så brød Jesus op derfra og drog til egnen ved Tyrus. Og han gik ind i et hus og ville ikke have, at nogen skulle vide det; men han kunne ikke holde sig skjult. v25 En kvinde, hvis datter havde en uren ånd, hørte om ham, og straks kom hun og kastede sig ned for hans fødder. v26 Men kvinden var hedning af syrisk-fønikisk herkomst; og hun bad ham om at drive dæmonen ud af datteren. v27 Men han sagde til hende: »Lad først børnene blive mætte. For det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« v28 Men hun svarede ham: »Herre, de små hunde under bordet æder da af de smuler, børnene taber.« v29 Så sagde han til hende: »Fordi du svarede sådan, så gå hjem, dæmonen er faret ud af din datter.« v30 Og hun gik hjem og fandt barnet liggende på sengen, og dæmonen var faret ud.
v31 Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. v32 Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. v33 Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; v34 og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« v35 Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. v36 Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. v37 Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«