v1 På den tid kom Jesus på en sabbat forbi nogle kornmarker. Hans disciple blev sultne og begyndte at plukke aks og spise. v2 Da farisæerne så det, sagde de til ham: »Se, dine disciple gør noget, som det ikke er tilladt at gøre på en sabbat.« v3 Men han sagde til dem: »Har I ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd blev sultne, v4 hvordan han gik ind i Guds hus og de spiste af skuebrødene, som det hverken var ham eller hans mænd, men kun præsterne tilladt at spise? v5 Eller har I ikke læst i loven, at præsterne på selve sabbatten krænker sabbatten i templet og det uden at pådrage sig skyld? v6 Men jeg siger jer: Her er noget større end templet! v7 Havde I fattet, hvad det betyder: ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer,‹ havde I ikke fordømt de uskyldige. v8 For Menneskesønnen er herre over sabbatten.«
v9 Jesus gik videre derfra og kom ind i deres synagoge. v10 Og se, der var en mand med en vissen hånd. Og for at de kunne anklage Jesus, spurgte de: »Er det tilladt at helbrede på en sabbat?« v11 Men han sagde til dem: »Hvem af jer, der har et får, ville ikke gribe fat i det og trække det op, hvis det faldt i grøften på en sabbat? v12 Et menneske er dog meget mere værd end et får. Derfor er det tilladt at gøre noget godt på en sabbat.« v13 Da sagde han til manden: »Ræk din hånd frem!« Han rakte den frem, og den blev rask igen som den anden. v14 Men farisæerne gik ud og traf beslutning om at få ham slået ihjel.
v15 Da Jesus fik det at vide, drog han bort derfra, men store folkeskarer fulgte ham, og han helbredte dem alle.
v16 Men han pålagde dem strengt, at de ikke måtte røbe ham,
v17 for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, der siger:
v18 Se min tjener, ham har jeg udvalgt,
min elskede, i ham har jeg fundet velbehag.
Jeg lader min ånd komme over ham,
og han skal forkynde ret for folkene.
v19 Han skændes ikke, han råber ikke,
man hører ikke hans røst i gaderne.
v20 Det knækkede rør sønderbryder han ikke,
den osende væge slukker han ikke,
til han har ført retten til sejr;
v21 folkene håber på hans navn.
v22 Da blev en besat, der var blind og stum, ført hen til ham, og han helbredte den stumme, så han både kunne tale og se. v23 Alle folkeskarerne blev ude af sig selv og spurgte: »Mon han er Davidssønnen?« v24 Da farisæerne hørte det, sagde de: »Det kan kun være ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« v25 Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og en by eller et hus i splid med sig selv kan ikke bestå. v26 Og hvis Satan uddriver Satan, er han kommet i splid med sig selv; hvordan kan hans rige så bestå? v27 Og hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. v28 Men hvis det er ved Guds ånd, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. v29 Eller hvordan kan nogen trænge ind i den stærkes hus og røve hans ejendele uden først at have bundet den stærke? Først da kan han plyndre hans hus.
v30 Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. v31 Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. v32 Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende.
v33 Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. v34 Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. v35 Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. v36 Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. v37 På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.«
v38 Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« v39 Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. v40 For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. v41 Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas' prædiken, og se, her er mere end Jonas. v42 Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.
v43 Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men finder den ikke. v44 Da siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet. v45 Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første. Sådan skal det også gå denne onde slægt.«
v46 Endnu mens Jesus talte til folkeskarerne, da stod hans mor og hans brødre udenfor og søgte at få ham i tale. v47 Og der var en, der sagde til ham: »Se, din mor og dine brødre står udenfor og vil tale med dig.« v48 Men han svarede ham, der sagde det til ham: »Hvem er min mor, og hvem er mine brødre?« v49 Og han pegede på sine disciple og sagde: »Se, her er min mor og mine brødre. v50 For den, der gør min himmelske faders vilje, er min bror og søster og mor.«