v1 Samme dag gik Jesus ud af huset og satte sig ved søen. v2 Og store skarer flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd, mens hele skaren stod på bredden. v3 Og han talte meget til dem i lignelser og sagde:
»Se, en sædemand gik ud for at så. v4 Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. v5 Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; v6 men da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. v7 Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det. v8 Men noget faldt i god jord og gav udbytte, noget hundrede, noget tres og noget tredive fold. v9 Den, der har ører, skal høre!«
v10 Disciplene kom hen til ham og spurgte: »Hvorfor taler du til dem i lignelser?«
v11 Han svarede dem: »Jer er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder, men de andre er det ikke givet.
v12 For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.
v13 Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de ser og dog ikke ser, og hører og dog ikke hører og heller intet fatter.
v14 På dem opfyldes den profeti af Esajas, der siger:
I skal høre og høre, men intet fatte,
I skal se og se, men intet forstå.
v15 For dette folks hjerte er dækket med fedt,
og med ørerne hører de tungt,
og deres øjne har de lukket til,
for at de ikke skal se med øjnene,
høre med ørerne og fatte med hjertet
og vende om, så jeg må helbrede dem.
v16 Salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres ører, fordi de hører.
v17 For sandelig siger jeg jer: Mange profeter og retfærdige har længtes efter at se det, I ser, og fik det ikke at se, og høre det, I hører, og fik det ikke at høre.
v18 Så hør I da lignelsen om sædemanden. v19 Når et menneske hører ordet om Riget og ikke fatter det, kommer den Onde og røver det, der er sået i hans hjerte; det er det, som blev sået på vejen. v20 Det, som blev sået på klippegrund, det er ham, der straks tager imod ordet med glæde, når han hører det; v21 men han har ikke rod i sig, han holder kun ud en tid, og når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder han straks fra. v22 Det, som blev sået mellem tidsler, det er ham, der hører ordet, men denne verdens bekymring og rigdommens blændværk kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. v23 Men det, som blev sået i den gode jord, det er ham, der hører ordet og fatter det og så bærer frugt og giver hundrede eller tres eller tredive fold.«
v24 Han fortalte dem en anden lignelse: »Himmeriget ligner en mand, der såede god sæd i sin mark. v25 Mens folkene sov, kom hans fjende og såede ukrudt i hveden og gik sin vej. v26 Da kornet skød op og satte kerne, kom også ukrudtet frem. v27 Husbondens folk kom så og spurgte: Herre, såede du ikke god sæd i din mark? Hvor kommer da ukrudtet fra? v28 Han svarede: Det har en fjende gjort. Folkene spørger ham så: Vil du have, at vi skal gå ud og luge det væk? v29 Han svarer dem: Nej, for når I luger ukrudtet væk, kommer I til at rykke hveden op sammen med det. v30 Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten. Ved høsttid vil jeg så sige til høstfolkene: Tag først ukrudtet fra og bind det i knipper, så det kan brændes, men saml hveden i min lade.«
v31 Han fortalte dem en anden lignelse: »Himmeriget ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark. v32 Det er mindre end alle andre frø, men når det vokser op, er det større end alle andre planter og bliver et helt træ, så himlens fugle kommer og bygger rede i dets grene.«
v33 Han fortalte dem en anden lignelse: »Himmeriget ligner en surdej, som en kvinde tog og kom i tre mål hvedemel, til det hele var gennemsyret.«
v34 Alt dette sagde Jesus i lignelser til skarerne, og han talte intet til dem undtagen i lignelser,
v35 for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:
Jeg vil åbne min mund med lignelser,
jeg vil fremføre det, der har været skjult, siden verden blev grundlagt.
v36 Da lod Jesus skarerne gå og gik hjem. Og hans disciple kom og bad ham: »Forklar os lignelsen om ukrudtet på marken.« v37 Han svarede: »Den, der sår den gode sæd, er Menneskesønnen, v38 marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn. Men ukrudtet er den Ondes børn, v39 og fjenden, der såede det, er Djævelen. Høsten er verdens ende, og høstfolkene er engle. v40 Ligesom altså ukrudtet tages fra og brændes i ild, således skal det også gå ved verdens ende: v41 Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, v42 og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. v43 Da skal de retfærdige skinne som solen i deres faders rige. Den, der har ører, skal høre!
v44 Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt det skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.
v45 Igen: Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; v46 og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den.
v47 Igen: Himmeriget ligner et vod, der blev kastet i søen og samlede fisk af enhver art; v48 da det var fuldt, trak de det op på bredden og satte sig og samlede de gode fra i tønder og kastede de dårlige ud. v49 Således skal det gå ved verdens ende: Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige v50 og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. v51 Har I fattet alt dette?« De svarede: »Ja!« v52 Da sagde han til dem: »Derfor: Enhver skriftklog, der er blevet Himmerigets discipel, ligner en husbond, der tager nyt og gammelt frem fra sit forråd.«
v53 Da Jesus var færdig med at fortælle disse lignelser, gik han bort derfra. v54 Og han kom til sin hjemby og underviste dem i deres synagoge, så de blev slået af forundring og spurgte: »Hvorfra har han denne visdom og kraften til at gøre mægtige gerninger? v55 Er det ikke tømrerens søn? Hedder hans mor ikke Maria og hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas? v56 Bor alle hans søstre ikke her hos os? Hvor har han så alt dette fra?« v57 Og de blev forarget på ham. Men Jesus sagde til dem: »En profet er ikke miskendt undtagen i sin hjemby og i sit hus.« v58 Og han gjorde ikke mange mægtige gerninger dér på grund af deres vantro.