v1 Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted
v2 og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem.
v3 Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.«
v4 Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:
v5 Sig til Zions datter:
Se, din konge kommer til dig,
sagtmodig, ridende på et æsel
og på et trækdyrs føl.
v6 Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem.
v7 De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå.
v8 Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen.
v9 Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
Hosianna, Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Hosianna i det højeste!
v10 Da han nåede ind i Jerusalem, blev der røre i hele byen, og folk spurgte: »Hvem er han?« v11 og skarerne svarede: »Det er profeten Jesus fra Nazaret i Galilæa.«
v12 Så gik Jesus ind på tempelpladsen, og han jog alle dem ud, som solgte og købte dér, og han væltede vekselerernes borde og duehandlernes bænke, v13 og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal kaldes et bedehus.‹ Men I gør det til en røverkule.« v14 Og blinde og lamme kom hen til ham på tempelpladsen, og han helbredte dem. v15 Men da ypperstepræsterne og de skriftkloge så de undere, han gjorde, og da de så børnene på tempelpladsen, som råbte: »Hosianna, Davids søn!« blev de vrede, v16 og de spurgte ham: »Hører du ikke, hvad de siger?« Men Jesus svarede dem: »Jo, har I aldrig læst: ›Af børns og spædes mund har du beredt dig lovsang‹?« v17 Og han forlod dem og gik uden for byen til Betania og overnattede dér.
v18 Da Jesus tidligt om morgenen var på vej tilbage til byen, blev han sulten. v19 Og da han fik øje på et figentræ ved vejen, gik han hen til det, men fandt ikke andet end blade på det. Så sagde han til det: »Du skal aldrig i evighed mere bære frugt!« Og i det samme visnede figentræet. v20 Da disciplene så det, undrede de sig og spurgte: »Hvordan kunne figentræet visne med det samme?« v21 Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I har tro og ikke tvivler, kan I ikke alene gøre det med figentræet, men også sige til dette bjerg: Løft dig op og styrt dig i havet! og det vil ske. v22 Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror.«
v23 Da Jesus var kommet ind på tempelpladsen, kom ypperstepræsterne og folkets ældste hen til ham, mens han underviste, og spurgte: »Med hvilken ret gør du dette? Hvem har givet dig ret til det?« v24 Jesus svarede dem: »Jeg vil også spørge jer om en ting, og hvis I svarer mig, så vil jeg også sige jer, med hvilken ret jeg gør dette. v25 Johannes' dåb, hvor var den fra? Fra himlen eller fra mennesker?« De drøftede det med hinanden: »Hvis vi siger: Fra himlen! vil han spørge os: Hvorfor troede I ham da ikke? v26 Men hvis vi siger: Fra mennesker! må vi frygte for skaren, for alle mener, at Johannes er en profet.« v27 Og de svarede Jesus: »Vi ved det ikke.« Da sagde han til dem: »Så siger jeg heller ikke jer, med hvilken ret jeg gør dette.
v28 Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. v29 Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. v30 Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. v31 Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. v32 For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.
v33 Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. v34 Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. v35 Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. v36 Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. v37 Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. v38 Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. v39 Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. v40 Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« v41 De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.«
v42 Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne:
Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne?
v43 Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.
v44 Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.«
v45 Da ypperstepræsterne og farisæerne havde hørt hans lignelser, forstod de, at han sigtede til dem. v46 Så søgte de at gribe ham, men de frygtede for folkeskaren, for den anså ham for at være en profet.