De sidste tiders tegn og Jesu genkomst

v1  Jesus forlod templet, og da han var på vej ud, kom hans disciple hen til ham og pegede på tempelbygningerne. v2  Men han sagde til dem: »Ser I alt dette? Sandelig siger jeg jer: Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned.«

v3  Mens han sad på Oliebjerget, kom hans disciple, da de var alene, hen til ham og sagde: »Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?« v4  Jesus sagde til dem: »Se til, at ingen fører jer vild! v5  For der skal komme mange i mit navn og sige: Jeg er Kristus! og de skal føre mange vild. v6  I skal høre krigslarm og rygter om krig. Se til, at I ikke lader jer skræmme! For det skal ske, men det er endnu ikke enden. v7  For folk skal rejse sig imod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv. v8  Alt dette er begyndelsen på veerne. v9  Da skal de udsætte jer for trængsler og slå jer ihjel, og I skal hades af alle folkeslag på grund af mit navn. v10  Da skal mange falde fra, og de skal udlevere hinanden og hade hinanden. v11  Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild. v12  Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste. v13  Men den, der holder ud til enden, skal frelses. v14  Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.

v15  Når I derfor ser Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som der er talt om ved profeten Daniel, stå på hellig grund – den, der læser dette, skal mærke sig det! – v16  da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; v17  den, der er på taget, skal ikke gå ned og hente noget i huset; v18  og den, der er ude på marken, skal ikke gå hjem og hente sin kappe. v19  Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. v20  Bed til, at jeres flugt ikke skal ske om vinteren eller på en sabbat. v21  For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. v22  Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet.

v23  Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; v24  for der skal fremstå falske kristus'er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. v25  Nu har jeg sagt jer det forud. v26  Siger de derfor til jer: Se, han er i ørkenen! så gå ikke derud. Eller: Se, han er i kamrene! så tro det ikke. v27  For som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være. v28  Hvor ådslet er, dér vil gribbene flokkes. v29  Men straks efter trængslen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og himlens kræfter rystes. v30  Og da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. v31  Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden.

Lignelsen om figentræet

v32  Lær denne lignelse af figentræet: Når dets grene bliver bløde og får blade, ved I, at sommeren er nær. v33  Sådan skal I også vide, når I ser alt dette, at han står lige for døren. v34  Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. v35  Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. v36  Men den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlene eller Sønnen, men alene Faderen. v37  Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. v38  For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; v39  og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være. v40  Da skal der være to mænd ude på marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. v41  To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, og den anden lades tilbage.

Årvågne tjenere

v42  Våg derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer. v43  Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken nattevagt tyven kommer, ville han våge og forhindre, at nogen brød ind i hans hus. v44  Derfor skal I også være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.

v45  Hvem er så en tro og klog tjener, som af sin herre er sat til at give hans folk deres kost i rette tid? v46  Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer. v47  Sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. v48  Men er det en dårlig tjener, der siger som så: Min herre lader vente på sig! v49  og derpå giver sig til at slå sine medtjenere og spiser og drikker med svirebrødre, v50  så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, v51  og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med hyklerne. Dér skal der være gråd og tænderskæren.