Folkets syndsbekendelse

v1  Den fireogtyvende dag i denne måned samledes israelitterne under faste, klædt i sæk og med jord strøet på hovedet. v2  Israels slægt skilte sig ud fra alle de fremmede, og de trådte frem og bekendte deres synder og deres fædres skyld. v3  De rejste sig op, og der blev læst op af Herren deres Guds lovbog en fjerdedel af dagen, og i en anden fjerdedel aflagde de bekendelse og tilbad Herren deres Gud. v4  Og Jeshua, Bani, Kadmiel, Shebanja, Bunni, Sherebja, Bani og Kenani gik op på levitternes forhøjning og råbte med høj røst til Herren deres Gud. v5  Og levitterne Jeshua, Kadmiel, Bani, Hashabneja, Sherebja, Hodija, Shebanja og Petakja sagde: »Rejs jer, pris Herren jeres Gud fra evighed til evighed!«
      Lovet være dit herlige navn,
      der er ophøjet over al lov og pris.


       v6  Du, Herre, er den eneste.
      Du skabte himlen,
      himlenes himmel med hele dens hær,
      jorden med alt, hvad den rummer,
      havene med alt, hvad de rummer.
      Du giver dem alle livet,
      og himlens hær tilbeder dig.


       v7  Du er Gud Herren,
      som udvalgte Abram
      og førte ham ud fra Ur i Kaldæa,
      du gav ham navnet Abraham.
       v8  Du fandt hans hjerte trofast mod dig,
      og du sluttede pagten med ham
      om at give kana'anæernes land,
      hittitternes, amoritternes,
      perizzitternes, jebusitternes og girgashitternes land,
      om at give det til hans efterkommere;
      og du holdt dit løfte,
      for du er retfærdig.


       v9  Du så vore fædres lidelse i Egypten,
      du hørte deres skrig ved Sivhavet.
       v10  Du gjorde tegn og undere mod Farao,
      mod alle hans trælle og hele folket i hans land,
      for du vidste, at de handlede mod dem i overmod,
      og du skabte dig et navn, som du har den dag i dag.
       v11  Du kløvede havet foran dem,
      så de gik tørskoet gennem havet;
      men deres forfølgere kastede du i dybet
      som en sten i de vældige vande.
       v12  I en skysøjle førte du dem om dagen,
      og i en ildsøjle om natten
      for at oplyse vejen for dem,
      som de skulle vandre.


       v13  Du steg ned på Sinajs bjerg
      og talte med dem fra himlen;
      du gav dem
      retfærdige retsregler,
      sande love,
      gode lovbud og befalinger.
       v14  Du kundgjorde dem
      din hellige sabbat,
      du gav dem
      befalinger, lovbud og love
      ved din tjener Moses.
       v15  Du gav dem brød fra himlen
      til at stille deres sult;
      du lod vand strømme ud af klippen
      til at stille deres tørst.
      Du befalede dem at gå ind
      og tage det land i besiddelse,
      som du havde svoret
      at give dem.
       v16  Men de, vore fædre, handlede selvrådigt,
      de gjorde nakken stiv
      og adlød ikke dine befalinger.
       v17  De nægtede at adlyde,
      og de huskede ikke de undere,
      du havde gjort for dem;
      de gjorde nakken stiv og satte sig i hovedet
      at vende tilbage til trældommen i Egypten.
      Men du er en tilgivelsens Gud,
      nådig og barmhjertig,
      sen til vrede og rig på troskab,
      så du svigtede dem ikke.
       v18  De støbte sig endog
      et billede af en tyrekalv
      og sagde: »Her er din Gud,
      som førte dig op fra Egypten!«
      De gjorde sig skyldige i grove forhånelser.
       v19  Men i din store barmhjertighed
      svigtede du dem ikke i ørkenen;
      skysøjlen veg ikke fra dem,
      når den om dagen skulle føre dem på vejen,
      ildsøjlen ej heller om natten,
      når den skulle oplyse vejen for dem,
      som de skulle vandre.
       v20  Du gav dem din gode ånd
      for at give dem indsigt;
      du forholdt dem ikke din manna,
      du gav dem vand til at stille deres tørst.
       v21  I fyrre år sørgede du for dem,
      så de ikke led mangel i ørkenen;
      deres klæder blev ikke slidt i laser,
      og deres fødder svulmede ikke op.


       v22  Du gav dem kongeriger og folkeslag,
      som du tildelte som grænseland;
      de erobrede Sihons land,
      Heshbons konges land,
      og landet, der tilhørte Og,
      Bashans konge.
       v23  Du gjorde deres børn talrige
      som himlens stjerner,
      du førte dem til det land,
      du havde lovet deres fædre,
      at de skulle gå ind og tage i besiddelse.
       v24  Og børnene kom ind
      og tog landet i besiddelse;
      foran dem undertvang du
      landets indbyggere, kana'anæerne,
      og du gav dem i deres hånd,
      både deres konger og landets folk,
      så de kunne gøre med dem, hvad de ville.
       v25  De indtog befæstede byer
      og frugtbar jord,
      de tog huse i besiddelse,
      der var fulde af alt godt,
      cisterner, vingårde, olivenlunde
      og frugttræer i mængde.
      De spiste, blev mætte og fede,
      de svælgede i dine rige, gode gaver.


       v26  Men de blev trodsige og gjorde oprør mod dig
      og vendte ryggen til din lov.
      De dræbte dine profeter,
      som formanede dem
      til at omvende sig til dig.
      De gjorde sig skyldige i grove forhånelser.
       v27  Da gav du dem i deres fjenders hånd,
      og de bragte trængsler over dem.
      I deres trængsler råbte de til dig;
      du hørte dem fra himlen,
      og i din store barmhjertighed gav du dem befriere,
      som frelste dem fra deres fjenders hånd.


       v28  Men så snart de fik fred,
      gjorde de på ny,
      hvad der var ondt i dine øjne.
      Så gav du dem i deres fjenders hånd,
      og de herskede over dem.
      De råbte igen til dig,
      og du hørte dem fra himlen og reddede dem
      gang på gang i din barmhjertighed.
       v29  Du formanede dem til at vende om til din lov,
      men de handlede selvrådigt og adlød ikke dine bud.
      De syndede mod dine retsregler,
      som mennesket lever ved, når det følger dem.
      I trods vendte de ryggen til,
      de gjorde nakken stiv og ville ikke høre.
       v30  Du bar over med dem
      i mange år,
      og du formanede dem ved din ånd
      gennem profeterne,
      og da de ikke ville lytte,
      gav du dem i fremmede folks hånd.
       v31  Men i din store barmhjertighed
      gjorde du det ikke af med dem,
      og du svigtede dem ikke,
      for du er en nådig og barmhjertig Gud.


       v32  Og nu, vor Gud, du store Gud,
      du vældige og frygtindgydende,
      som bevarer pagten og troskaben:
      Lad det være nok med de trængsler,
      som har ramt os,
      vore konger og vore stormænd,
      vore præster og vore profeter,
      vore fædre og hele vort folk
      fra assyrerkongernes dage
      indtil i dag.
       v33  Du er retfærdig
      i alt det, der har ramt os,
      for du har vist trofasthed,
      mens vi har handlet uretfærdigt.
       v34  Vore konger og vore stormænd,
      vore præster og vore fædre
      fulgte ikke din lov,
      de lyttede ikke til de bud og formaninger,
      du havde givet dem.
       v35  Trods deres kongedømme,
      trods den store godhed, du havde vist dem,
      og trods det vidtstrakte, frugtbare land,
      du havde givet dem,
      ville de ikke tjene dig og ikke vende om
      fra deres onde gerninger.
       v36  Derfor er vi i dag trælle!
      I landet, du gav vore fædre,
      for at de kunne nyde dets frugt og dets goder,
      i det land er vi nu trælle.
       v37  Dets rige afgrøde tilfalder de konger,
      du har sat over os for vore synders skyld;
      de hersker over vore kroppe og vort kvæg, som de har lyst.
      Vi er i stor nød!