Alting har en tid


       v1  Alting har en tid,
      for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
       v2  En tid til at fødes, en tid til at dø.
      En tid til at plante, en tid til at rydde.
       v3  En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
      En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
       v4  En tid til at græde, en tid til at le.
      En tid til at holde klage, en tid til at danse.
       v5  En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
      En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
       v6  En tid til at opsøge, en tid til at miste.
      En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
       v7  En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
      En tid til at tie, en tid til at tale.
       v8  En tid til at elske, en tid til at hade.
      En tid til krig, en tid til fred.
v9  Hvad udbytte af sit slid har den, der foretager sig noget?

v10  Jeg så den plage, Gud har givet menneskene at plage sig med: v11  Han har gjort alting godt og rigtigt til rette tid; han har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør.

v12  Jeg erkendte, at intet er bedre for dem end at være glade og finde lykke i livet. v13  Men at menneskene kan spise og drikke og nyde frugten af deres slid, det er en gave fra Gud. v14  Jeg erkendte, at alt, hvad Gud gør, forbliver, hvad det er; der kan ikke føjes noget til, og der kan ikke trækkes noget fra! Sådan har Gud gjort, for at man skal frygte ham.
       v15  Det, der var, er der allerede igen;
      det, der kommer, har allerede været.
      Gud opsøger det, der svandt bort.

v16  Dette har jeg også set under solen:
      På rettens plads sidder uretten,
      på retfærdighedens plads sidder uretten.
v17  Jeg tænkte: Både den retfærdige og den uretfærdige dømmes af Gud. For alt, hvad der sker, og for alt, hvad man gør, er der en tid.

Døden er menneskers og dyrs skæbne

v18  Jeg tænkte: Gud har udskilt menneskene, for at de skal indse, at de ikke er andet end dyr. v19  For menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne: Som den ene dør, sådan dør den anden; de har samme livsånde. Menneskene har ikke noget frem for dyrene. Alt er tomhed!
       v20  Alle går samme sted hen;
      alle er blevet til af jord,
      alle bliver til jord igen.
v21  Ingen kan vide, om menneskenes livsånde stiger op, og om dyrenes livsånde stiger ned i jorden.

v22  Jeg så, at intet er bedre for mennesket end at glæde sig i alt, hvad det gør; det er dets løn. For ingen kan sætte det i stand til at se, hvad der sker i fremtiden.