v1 Jeg taler sandt i Kristus, jeg lyver ikke, og min samvittighed kan i Helligånden bevidne, v2 at jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte. v3 Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd. v4 De er jo israelitter, de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; v5 de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske – han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! Amen.
v6 Dog ikke sådan at forstå, at Guds ord er slået fejl. Det er ikke alle, som kommer fra Israel, der er Israel, v7 og det er heller ikke alle Abrahams efterkommere, der er hans børn – det hedder jo: »Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn.« v8 Det betyder, at det ikke er hans kødelige børn, der er Guds børn, men det er de børn, som løftet handler om, der regnes for hans efterkommere. v9 For det var et løfte, han fik: »Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage, og så har Sara en søn.« v10 Men ikke nok med det; sådan også, da Rebekka skulle have børn med én mand, vor fader Isak: v11 Endnu inden de var født, endsige havde gjort noget godt eller ondt, blev der – for at Guds beslutning om udvælgelse skulle stå fast, v12 ikke på grund af gerninger, men fordi han selv kalder – sagt til hende: »Den ældste skal trælle for den yngste.« v13 Der står jo skrevet: »Jeg elskede Jakob, men hadede Esau.«
v14 Hvad skal vi nu sige? Er der nogen uret hos Gud? Aldeles ikke! v15 Han siger jo til Moses: »Jeg forbarmer mig, over hvem jeg vil, og viser nåde, mod hvem jeg vil.« v16 Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed. v17 Skriften siger jo til Farao: »Jeg har ladet dig fremstå netop for at vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden.« v18 Så forbarmer han sig altså, over hvem han vil, og forhærder, hvem han vil.
v19 Nu vil du sige: Hvad har han så mere at bebrejde os? For hvem kan stå hans vilje imod?
v20 Menneske! Hvem er du da, siden du går i rette med Gud? Kan det, der er formet, sige til ham, der formede det: Hvorfor har du lavet mig sådan?
v21 Er pottemageren ikke herre over sit ler, så at han af den samme masse kan lave fornemme kar og kar til dagligt brug?
v22 Og hvad nu, om Gud, der vil vise sin vrede og åbenbare sin magt, i stor langmodighed har båret over med de kar, som var genstand for hans vrede og bestemt til ødelæggelse,
v23 og gjort det for at åbenbare, hvor rig hans herlighed er over de kar, som han har forbarmet sig over, og som han forud havde bestemt til herlighed?
v24 Dertil kaldte han også os, ikke kun blandt jøder, men også blandt hedninger
v25 – som det hedder hos Hoseas:
Jeg vil kalde Ikke-Mit-Folk Mit-Folk,
og kalde Ikke-Elsket Elsket;
v26 og dér, hvor det lød til dem:
I er ikke mit folk,
dér skal de kaldes
den levende Guds børn.
v27 Men om Israel råber Esajas: »Selv om Israels børn er talrige som havets sand, skal kun en rest frelses;
v28 for Herren har besluttet at gøre regnskabet op på jorden.«
v29 Som Esajas også forud har sagt:
Havde ikke Hærskarers Herre
levnet os efterkommere,
var vi blevet som Sodoma
og havde lignet Gomorra.
v30 Hvad skal vi så sige? Jo, at hedninger, som ikke stræbte efter retfærdighed, opnåede retfærdighed, men vel at mærke retfærdighed af tro.
v31 Israel derimod, som stræbte efter en lov, der kunne føre til retfærdighed, nåede ikke til en sådan lov.
v32 Og hvorfor ikke? Fordi de ikke søgte den af tro, men som om den kunne fås af gerninger. De stødte an mod anstødsstenen,
v33 som der står skrevet:
Se, i Zion lægger jeg en anstødssten,
en klippe til at snuble over.
Den, der tror på ham, skal ikke blive til skamme.