v1  Halleluja.


Tak Herren, for han er god,
hans trofasthed varer til evig tid.
v2  Israel skal sige:
Hans trofasthed varer til evig tid.
v3  Arons hus skal sige:
Hans trofasthed varer til evig tid.
v4  De, der frygter Herren, skal sige:
Hans trofasthed varer til evig tid.

v5  I min trængsel råbte jeg til Herren,
han svarede og førte mig ud i det åbne land.
v6  Herren er hos mig, jeg frygter ikke,
hvad kan mennesker gøre mig?
v7  Herren er min hjælper,
jeg får mine modstanderes nederlag at se.

v8  Det er bedre at søge tilflugt hos Herren
end at stole på mennesker.
v9  Det er bedre at søge tilflugt hos Herren
end at stole på stormænd.

v10  Om så alle folk omringer mig,
i Herrens navn slår jeg dem tilbage.
v11  Om de omringer mig på alle sider,
i Herrens navn slår jeg dem tilbage.
v12  Om de sværmer om mig som bier,
de brænder ned som ild i tjørnekrat,
i Herrens navn slår jeg dem tilbage.

v13  Jeg blev stødt ned og var ved at falde,
men Herren kom mig til hjælp.
v14  Herren er min styrke og lovsang,
han blev min frelse.

v15  Der lyder jubel og sejrsråb
i de retfærdiges telte:
Herrens højre hånd bringer sejr,
v16  Herrens højre hånd er løftet,
Herrens højre hånd bringer sejr!

v17  Jeg skal ikke dø, men leve
og fortælle om Herrens gerninger.
v18  Herren tugtede mig hårdt,
men han overgav mig ikke til døden.

v19  Luk retfærdighedens porte op,
jeg vil gå ind og takke Herren!
v20  Her er Herrens port,
her går de retfærdige ind!

v21  Jeg takker dig, for du svarede mig
og blev min frelse.
v22  Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
v23  Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne.

v24  Denne dag har Herren skabt,
lad os juble og glæde os på den.
v25  Herre, frels dog!
Herre, lad det lykkes!
v26  Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Vi velsigner jer fra Herrens tempel.

v27  Herren er Gud, han skal give os lys.
Lad festprocessionen danne kæde
helt op til alterets horn!

v28  Du er min Gud, jeg takker dig,
min Gud, jeg priser dig.

v29  Tak Herren, for han er god,
hans trofasthed varer til evig tid.