v1  For korlederen. Al-shoshannim. Maskil af Kora-sønnerne. En bryllupssang.

v2  Mit hjerte strømmer over med skønne ord,
jeg fremsiger mit digt for kongen,
min tunge er som hurtigskriverens pen.

v3  Du er den smukkeste blandt mennesker,
ynde er udgydt på dine læber,
derfor velsigner Gud dig
til evig tid.
v4  Spænd dit sværd om lænden, du helt,
i højhed og pragt!
v5  Drag ud med lykke
for sandheds og retfærdigheds sag,
din højre hånd skal vise dig frygtelige gerninger!
v6  Dine hvæssede pile sidder
i hjertet på kongens fjender,
folkene falder omkring dig.

v7  Din trone, Gud, står til evig tid,
dit kongescepter er retfærdighedens scepter.
v8  Du elsker ret og hader uret,
derfor har Gud, din Gud, salvet dig
med glædens olie frem for dine lige.
v9  Af myrra, aloe og kassia dufter alle dine klæder;
strengespil fra elfenbenspaladser glæder dig.

v10  Kongedøtre går dig i møde,
dronningen står ved din højre side, smykket med Ofir-guld. v11  Hør efter, min datter, lyt opmærksomt:
Glem dit folk og din fars hus!
v12  Kongen begærer din skønhed,
han er din herre, kast dig ned for ham!
v13  Tyrus' døtre kommer til dig med gaver,
rigmænd i folket søger din gunst.

v14  Hvor er kongedatteren prægtig!
Hendes kjole har guldindfattede perler,
v15  i brogede klæder føres hun til kongen,
jomfruerne er i hendes følge,
hendes veninder føres til dig.
v16  De føres til dig under glædessang og jubel,
og træder ind i kongens palads.

v17  Dine sønner skal træde i dine fædres sted,
du skal gøre dem til fyrster over hele jorden.
v18  Jeg vil prise dit navn i slægt efter slægt,
derfor skal folkene prise dig for evigt og altid.