De Mindstes Bibel
graa_linie.gif

Format 17,5 x 24,5 cm, 288 sider, hard back
ISBN 978 87 7523 5643
Kr. 179

pilned.gif  Læs om denne bog
pilned.gif  Det mener pressen
pilned.gif  Bestil denne bog


De Mindstes Bibel
linie.gif ikon_bog.gif De Mindstes Bibel

I et uhøjtideligt sprog og sprudlende illustrationer genfortæller forfatter Synne Garff og billedmagerne Lilian Brøgger og Cato Thau-Jensen over 50 af Bibelens allerbedste historier for 3-6-årige.
Hist og pist i teksten og illustrationerne er gemt små overraskelser for at vække børnene interesse. De kan blandt andet gætte på, hvad prinsessens grønne sko er lavet af i historien om Moses i sivkurven og give deres bud på, hvordan et kainsmærke ser ud.

”Vi ville lave en bog, der var mere end en oplæsningsbog, hvor børnene blot skal lytte. De Mindstes Bibel skal inddrage børnene i fortællingerne på en aktiv måde”, forklarer redaktør Lene Trap-Lind.


pilop.gif ikon_question.gif Det mener pressen om De Mindstes Bibel:

Udfordringen den 16. maj 2007


Anderledes børnebibel

Af Henrik Engelbrekt Nordborg

De yngste børn og deres voksne kan nu gå på opdagelse i den nye børnebibel ”De Mindstes Bibel”, som netop er udkommet på Bibelselskabets Forlag på dansk og grønlandsk.

Forfatter-Synne Garff og billedmagerne Lilian Brøgger og Cato Thau-Jensen genfortæller over 50 af Bibelens allerbedste historier for 3-6­årige i et levende og uhøjtideligt sprog, sammen med både enkle og sprudlende illustrationer. Hist og pist i teksten og illustrationerne er gemt små overraskelser for at vække børnenes interesse. For eksempel kan de tælle hver af de ti plager i en krukke og gætte hvilket ud af mange ansigter, der tilhører Kain. På den måde er bogen mere end en oplæsningsbog, hvor børnene blot skal lytte. De Mindstes Bibel inddrager børnene i fortællingerne på en aktiv måde.

Det er et stærkt hold, der står bag De Mindstes Bibel. Forfatter Synne Garff er kendt for sine børnebøger om `Græskarbanden`. Illustrator Lilian Brøgger har arbejdet med børnebøger i en årrække og fået tildelt et væld af priser, senest for sine illustrationer til `Hundrede historier 1-5` af Louis Jensen. Cato Thau-Jensen er også garvet børnebogsillustrator og har blandt meget andet lavet illustrationer til flere af Kim Fupz Aakesons børnebøger.

Selvom jeg har 10 forskellige børnebibler stående derhjemme på hylden, er det nu denne nye ”De Mindstes Bibel”, der bliver taget ned af mine 6 børn, når de vil have en historie. Så det må vist være en anbefaling i sig selv!




Fyns Stiftstidende den 6. maj 2007


Jesus fortæller eventyr
Ny børnebibel er visuel på alle planer

Af Marianne Koch

Der er intet andet land i verden, der udgiver så mange børnebibler som i Danmark. Det er en forskerbaseret kendsgerning, og man spørger derfor sig selv, hvad danske børn behøver mere, når de har for eksempel en af teologen Johs. Møllehaves børnebibler. Eller teologen Tine Lindhardts.

Alle er de moderne i sprog, alle taler ind til børn og ikke ned til dem - og alle er de illustreret, så nutidsbørn føler sig hjemme. Alligevel falder man lidt for "De mindstes Bibel" - forfatteren Synne Garffs version af en bibel for de små.

Garff fortæller både det gamle og det nye testamente på en måde, så både den lille og den store kan fryde sig over sproget, som sine steder er helt folkeeventyrligt og meget billedrigt. Hvad der må have været svært med især det Ny Testamentes mange skjulte dybsindigheder.

Således hedder lignelsen om den fortabte søn i Garffs version "Drengen, der gik sin vej".
Sådan en titel kan børnene forholde sig til. De fleste kender ønsket om selv at forlade dumme far eller mor. Derfor vil børnene lytte med fra starten af historien om en mand, der havde to sønner - og en slutning, hvor Garff spørger barnet:
- Tror du, storebroren gik med til festen for sin lillebror?
Her kan far/mor/bedste-mor/far finde ind til en diskussion med barnet om, hvad det vil sige at tilgive nogen. Og hvor svært det er.

"De mindstes Bibel" er også stor på billedsiden, hvor Lilian Brøgger og Cato Thau-Jensen virkelig har slået sig løs på en måde, der til tider minder om kunst.

Absolut en bog, der skal prøves af i selskab med børnene. Og måske man også selv kunne blive lidt mere bibelkyndig?




Jyllands-Posten den 5. maj 2007


Bibelfortælling med ny stemme

Af Henriette Bacher Lind

Der står Johannes Møllehave på de fleste danske børnebibler. I mange år har han genfortalt alle de gode historier fra både Det gamle og Det nye Testamente på sin legendarisk overskudsagtige måde, hvor rim og underfundigheder, ordspil og humor på smukkeste vis har understøttet traditionen og de teologiske pointer.
I den forstand er det et sats fra Bibelselskabets side at spille ud med et helt ny kort som Synne Garff. Men også befriende! Som en understregning af, at Johannes Møllehave altså hverken er en ny kirkefader eller en femte evangelist. Og som en nødvendig markering af, at fortællingerne lever af at blive fortalt igen og igen med nye stemmer.

Folkeligt og forsigtigt
Synne Garff er som forfatter til Græskarbanden vant til at skrive for børn. Historierne om Abraham, Sara, Josef og David og alle de andre bibelske berømtheder formidles enkelt og ligetil, og de vil helt sikkert ramme målgruppen, de 3-6-årige.
Hvad der måtte mangle af teologiske finesser, opvejes af den folkelige rækkevidde. Dog er det en smule irriterende, at Guds argument for, at Adam og Eva ikke må spise af Træet til Kundskab om Godt og Ondt lyder sådan her: »Hvis I spiser af det, skal I dø Så det må I for himlens skyld ikke gøre.«
Børn tager ikke skade af at høre, hvordan den gammeltestamentlige Gud ikke er til at spøge med!
Indimellem er Synne Garff lige lovlig tekstnær. F.eks. når hun næsten ordret gengiver Jesajas-profetien om de fredelige Messiastider, hvor »ulven skal bo sammen med lammet og spædbarnet leger ved slangens hule«. Til gengæld er hun overbevisende, når hun svinger sig op over teksterne og fortæller helt frit, men måske er det ikke-teologens usikkerhed, der skinner igennem. Med mindre det er et ønske om at formidle bibelske begreber og vendinger, som børnene efter hendes mening bør gøres fortrolige med, fra de er små. Det kan der være idé i, men så skal det gøres konsekvent. Her indfører hun lige så ofte moderne sætninger og ord for at understrege fortællingernes essens.
I genfortællingen om den fortabte søn forklarer hun f.eks. hans elendighed sådan: »Han havde ikke engang råd til en pebernød.« Det kan ethvert barn forstå. Ligesom de også vil genkende og formodentlig grine af Rubens bemærkning i forbindelse med afstraffelsen af Josef: »Så kan han lære det!« Mon ikke Synne Garff har skelet til Ingrid Schrøder-Hansens genfortælling af Bibelen, hvor den form for sprogligt lune er gennemgående? Det tror jeg!

10 plager i en krukke
Under alle omstændigheder er det den slags små detaljer, der giver fortællingerne et mundtligt præg og inddrager børnene, hvilket er et af målene med De mindstes Bibel. Af samme grund har man undervejs indarbejdet små opgaver, hvor børnene blandt andet skal tælle de 10 plager i en krukke, finde Kainsmærket, repetere Fadervor.
Illustrationerne er gode, fulde af fart og farver og uhøjtidelige scenerier. Der er meget at se på for børnene, uden at fortællingerne drukner i dekoration og pynt.




Berlingske Tidende den 28. april 2007


Du godeste!

Af Kari Sønsthagen

Bøger: De mindstes Bibel, genfortalt af Synne Garff
Synne Garff, Lilian Brøgger og Cato Thau-Jensen har skabt en forfriskende mundtlig og gennem¬illustreret gendigtning af Bibelen for børn.


Er man vokset op med voksne, der mundtligt og levende gengav eventyr og bibelske historier, glemmer man aldrig de mønstre, som disse fortællinger var spundet over. Det er lige det Synne Garff, Lilian Brøgger og Cato Thau-Jensen gør med »De mindstes Bibel«. De gør kernen i de bibelske historier sprællevende i tekst og billeder. De fortæller, men forkynder ikke. Både tekst og billeder signalerer noget overskudsagtigt: Nu skal I bare høre og se! Forventningerne stemmes højt fra start: »En gang for rigtigt længe siden besluttede Gud sig for at skabe verden. I begyndelsen var der nemlig ingen jord, ingen himmel og heller ingen mennesker. Kun Gud.« Forventningerne stiger undervejs - og indfries.

Det er langt fra første gang, Bibelen genfortælles for børn, men »De mindstes Bibel« har den knappest tilskårne tekst, som samtidig er mere mundtlig og mundret end de foregående. En del lægges ud i illustrationerne. Bogen er i dén grad gennemillustreret. Det er rigtigere at kalde den en billedbog med tekst end en tekstbog med billeder.
Teksten er opdateret og uhøjtidelig, men ikke pjanket eller popsmart. I forbløffelse kan personer f.eks. komme med udbrud som »Jamen dog« og »Du godeste« eller sige »Vi forstår ikke et suk« og »Pilatus var paf«. Her er lydord og udråb - godt til oplæsning. Garff inddrager desuden børnene ved at benytte direkte læserhenvendelser. Hun skriver sobert og sjovt, og f.eks. i historien om Peters fiskefangst udnyttes emnet ud i billedsproget: »Vi har ikke en rød reje, mumlede Simon og trak noget tang ud af nettet. Jesus stillede sig op i nærheden og fortalte om Gud. Denne dag var der rigtigt mange mennesker, som ville høre, hvad Jesus fortalte. De stod som sild i en tønde...«
Garffs udvalg af tekster fokuserer på børn, ikke mindst på forholdet mellem venner og mellem søskende. Og hun har ikke valgt de barskehistorier fra, såsom den om Kain og Abel. Den genfortælles enkelt og ligepå i tekst og billede: »En dag Kain og Abel var ude på marken, røg de i totterne på hinanden. Kain blev så vred, at han endte med at slå Abel ihjel.« Billedet viser en forskrækket Kain på vej væk i kornet, mens Abel ligger tilbage i en blodpøl.
Når en tekstsamling af Bibelens størrelse skal gendigtes, er det selvfølgelig nødvendigt at vælge fra, og derfor er der historier, som savnes i denne samling, især fortællingen om Samson. Og det havde været spændende at se, hvad Garff havde fået ud af Jobs bog. Tekstmængde og billeder matcher hinanden fint på opslagene, det er nok at kigge på, mens teksten læses op.
Billedsiden er suveræn, sprælsk og sprudlende og bærer præg af et tæt samarbejde illustratorerne imellem, lige fra Guds skitser til dyrene, over Potifars liderlige hustru til nogle Munch-agtige søsyge mænd i en båd i fortællingen om Jesus, der går på vandet. Flere opslag har billeder uden tekst, bl.a. Jakobs himmelstige og Noa og hans kone, der venligt byder dyrene velkommen. Bogens to dele indledes med finurlige kort over området, således kan man på kortet over Det gamle Testamente finde et skilt med påskriften »Landet med mælk og honning«. Stiltræk og historiske referencer blandes godt og muntert sammen, børn løber rundt i sneakers, Paulus skriver på luftpostpapir, folk har fjernsyn og kulørte el-lamper i deres hjem for blot at nævne lidt af det. Mest anakronistisk er opslaget med Josef og Maria, duknakkede på æselryg på vej væk fra et hotel med inn, bar, neonbelysning og en hvid limousine parkeret udenfor. Billederne er kort sagt et sandt overflødighedshorn, og alene billedsiden er grund nok til at investere i lige netop denne bog.




Politiken den 28. april 2007


Bibel for begyndere
Det stritter og strutter, når tre glade mennesker genfortæller den gode bog i få ord og mange billeder.

Af Steffen Larsen

Bibelen er ikke en hvilken som helst bog.
Men den er for hvem som helst. Og verden er da også fuld af børnebibler. Ofte er de ringe illustreret og tungt fortalt. Det er der nu sat en stopper for med ’De mindstes Bibel’. Tre lyse sind sørger for ny næring til barnetroen: Synne Garff ved tasterne samt Lilian Brøgger og Cato Thau-Jensen ved penslerne.

Lysest er fortælleren. Synne Garff har ramt en glædesfuld tone, der hopper af iver for at få berettet om alle de underlige og -fulde begivenheder. Hun er selv lidt spændt. Hvad vil Gud gøre ved Adams tungsind og ensomhed? »Det går da slet ikke, sagde Gud til sig selv«. Taler Gud med sig selv? Nej, men han taler med Synne Garff, og han beder hende bevare forundringen.

»Der sidder en flamme på dit hoved, udbrød Thomas og pegede på Johannes«. Sådan introduceres Helligånden. Den fortabte søn bliver til »Drengen, der gik sin vej«. Det er ligesom nemmere at forstå. Og han havde det heller ikke for sjovt: »Jeg keder mig. Det er ikke til at holde ud. Alle dage ligner hinanden. Mandag er lige så kedelig som søndag«. Det antydes, at drengen har moret sig undervejs på rejsen, for han »kyssede vist også en masse damer«. Og fra nu af lyder det tiende bud således: »Du må slet ikke være misundelig på nogen«.

Myriader af idéer
Det er svært at finde noget, som Synne Garff har glemt. Prædikernes bog måske? Så hellere glædes over, hvad hun har husket. Det er stort at lade en Bibel for begyndere slutte med Johannes’ åbenbaring. »Skriv, Johannes! Skriv! Kom det fra Gud. Det skal jeg nok, svarede Johannes og gjorde sin pen klar«. Her er, hvad han skrev: »Der vil blive fred på Jorden«. Sådan slutter Synne Garff optimistisk og i dur.

Oprindelig var Cato Thau-Jensen den udvalgte. Jobbeskrivelsen lød på en overdådighed af billeder. Så i stedet for at gå kold i projektet valgte han at alliere sig med Lilian Brøgger. De deler tegnestue, humor og billedsyn. Det kan i forvejen være svært nogle gange at se forskel på de to tegnere. I børnebibelen er det for det meste helt umuligt. De har heller ikke nøjedes med at lave hver sin tegning, men har ihærdigt broderet videre på den andens. Det er en uhørt arbejdsform, som må resultere i overblik og sammenhæng.

Men det gør det ikke. Noget er gået galt. Der mangler en bund. Der mangler en tone at binde det hele sammen med. Opslag efter opslag sprudler af suveræn tegnekunst. Der er myriader af idéer, men der mangler én idé. Det stritter.

For det meste tåler tegningerne hinanden, men det kan gå helt i skoven som på det opslag, hvor den hjemvendte søn fejres i festligt gult lag på venstresiden (Lillian Brøgger?), mens den gerrige tolder Zakæus skumler gråt over sine mange penge på højresiden (Cato Thau-Jensen?). Det er direkte uskønt at se på. Med alle de midler, der er puttet i projektet, skulle der have været overskud til at koordinere synsindtrykkene.

Blå kat og Elvishår
Ikke ét ondt ord om Jesus i cowboystøvler og glorie eller Josefs forsøg på at skaffe logi på missionshotellet. Der er meget lidt af den slags. De fleste tegninger er ærlige livtag med myterne og den gode historie. Det giver sig udslag i mange forskellige billedsprog. Lige fra grafik og trivi og høje himle til en hilsen til en tegnerkollega.

Bogens skønneste billede viser den lille familie og dyrene i stalden under stjernens skær. Det virker som et af fællesarbejderne. Og det viser, hvad projektet kunne være blevet til, hvis der havde været aftalt et mere ensartet sprog. Lige over for er tegnet tre henslængte bodybuildertyper med Elvishår, som vogter dyrene på marken.

På forsiden af ’De mindstes Bibel’ racer Adam og Eva af sted igennem Paradiset på ryggen af den blå kat. Katten dukker op til allersidst på skuldrene af Johannes. Men den ligner ikke en fredskat.

For nogle år siden illustrerede Cato Thau-Jensen Louis Jensens ’Den frygtelige hånd’ ved at lade et bånd af små sort-hvide vignetter løbe nederst på den smalle side. De blev gentaget med ujævne mellemrum og skabte en stærk, dramatisk effekt. Det er ikke, fordi han skulle have gentaget succesen her alene eller sammen med Lilian Brøgger. Det er heller ikke, fordi staldbilledet nødvendigvis er den indlysende, samlende fællesnævner. Men noget burde være forsøgt.




Fra Kristeligt Dagblad den 18. april 2007

Mellem brødre

BIBEL: Genfortællingen af Ny Testamente er scoopet i "De Mindstes Bibel", hvor man må kippe med flaget for både tekst og illustrationer

Af Birgitte Stoklund Larsen

Da Gud har skabt verden, er han i højt humør. Højt humør? Der er noget 1950`er-agtigt over udtrykket og en skæv tone, som vist kun er overlevet i børnebøger, hvor man stadig kan være i højt humør. Men hvem kender man nu om dage, der er i højt humør? Udtrykket er dog uhyre velanbragt her ved altings begyndelse: Hvis ikke den højeste skulle være i højt humør, hvem skulle så?

Sådan stemmes man allerede fra første side med sympati, når man læser forfatteren Synne Garffs genfortælling af Bibelen for de mindste. Og sympatien vokser undervejs, for det er faktisk lykkes at få en børnebog ud af Bibelen, uden at den "rigtige" historie fortaber sig i uigenkendelighed.

Forfatter og forlag har foretaget en række bevidste og modige valg, så børnene får historier for alle pengene – og ægte dramatik, som taler lige ind i børns univers. For eksempel fylder stridigheder mellem søskende – mere præcist brødre – en god del af Gammel Testamente i Synne Garffs genfortælling: Kain og Abel selvfølgelig, men også Esau og Jakob og Josef og hans brødre. Og resten er heller ikke kedeligt. Der er selvfølgelig historien om Noa og Syndfloden, hittet blandt gammeltestamentlige genfortællinger på markedet, men her får vi også den grusomme historie om Isaks ofring uden undskyldninger for Guds gammeltestamentlige væsen, og pointen får børnene selv lov at udlede: "Hvorfor tror du, Gud stopper Abraham?" lyder det pædagogiske spørgsmål, der følger med denne historie. Vi får også lidt om Sodoma og Gomorra, hvor "børnene taler grimt til deres far og mor", som der står i lige præcis den mildt moraliserende tone, man som forælder bruger, når man skal gøre små børn klart, at det ikke er ligegyldigt, hvordan de opfører sig. Og der er selvfølgelig Moses i Egypten, hvor han over ti sider "svinger tryllestaven", så de ti plager hagler ned over Farao og egypterne.

Det historiske stof i Det Gamle Testamente er Bibelens svar på drengebogen, og der er nok at øse af, hvis der skal fortælles spændende historier. Anderledes er det med Det Nye Testamente, som ofte i sammenligning bliver noget hængeøret. Men det er lige præcis her, at "De Mindstes Bibel" er et rent scoop. Historien om Jesus er den bedste historie, og Synne Garff får den også fortalt sådan. Her er det naturligvis beretningen om Jesus og disciplene fra evangelierne og Apostlenes Gerninger, der lægger tyngden, men vi får også historien om Paulus og slutter med Johannes` Åbenbaring. Judas` svigt står lysende klart for enhver dreng, når det er en af hans bedste venner, der forråder ham – ikke bare en discipel, og i Bjergprædikenen er Jesus i dialog med en dreng, der med retfærdighedssans i børnestørrelse har svært ved at kapere, at man skal vende den anden kind til. Og hvem kan være i tvivl om, at det er godt at være fundet igen, når det fortabte får har lov at være længe oppe?

Bibelgenfortælling er jo en pædagogisk genre, men Synne Garff fortæller både uimponeret og frygtløst, så historien med ganske få undtagelser løber lige ind i øret på de børn, den er tiltænkt. Der er meget at tale om, og den samtale hjælpes på vej af spørgsmål undervejs – og her får ægte undren lov at gå hånd i hånd med pædagogisk mission. Spørgsmålet til lignelsen om den fortabte søn er, om storebror går med til festen. Illustrationen viser broderen, der står i dørkarmen.

Oven i den gode historie får vi nemlig en række fabelagtige illustrationer, der helt matcher teksten, både hvad angår uimponerethed, kreativitet og humor. Jesus er genkendelig på sin glorie og sine brede skuldre, og katten fra Paradisets Have, der har fundet vej til forsiden, kommer igen, når Johannes skriver om en ny himmel og en ny jord. To af vore bedste børnebogsillustratorer, Lilian Brøgger og Cato Thau-Jensen, har været i gang, men det er ikke til at se, hvor den enes streg ender, og den andens begynder.

"De Mindstes Bibel" er med andre ord en rigtig god genfortælling, som anbefales på det varmeste. Læs den for dit barn eller barnebarn – før de læser den selv! Det kan den nemlig også bruges til, selvom
forlaget reklamerer med, at den er for de 3-6-årige. Nye læsere kan godt begynde her.
pilop.gif