v1 Det udsagn, profeten Habakkuk modtog i et syn.
v2 Hvor længe, Herre, skal jeg råbe om hjælp,
uden at du hører,
skrige til dig om vold,
uden at du frelser?
v3 Hvorfor lader du mig opleve uret
og ser roligt på ulykken?
Undertrykkelse og vold møder mig,
der lyder anklage, der rejser sig fordømmelse.
v4 Derfor er loven lammet,
retten sker aldrig fyldest.
Uretfærdige omringer retfærdige,
derfor bliver retten fordrejet.
v5 Se jer om blandt folkeslagene,
I skal blive stumme af undren,
for jeg udfører en gerning i jeres dage,
som I ikke vil tro, når den bliver fortalt;
v6 nu rejser jeg kaldæerne,
det hidsige og hurtige folk,
som drager ud over hele jorden
for at erobre bopladser, der ikke er deres.
v7 Grusomme og frygtelige er de,
deres lov og ret sker fyldest.
v8 Deres heste er hurtigere end pantere,
rappere end nattens ulve.
Rytterne galoperer af sted,
de kommer flyvende fra det fjerne
som en ørn, der jager efter bytte.
v9 De kommer alle for at øve vold;
alles ansigter er vendt fremad,
de tager fanger, talrige som sand.
v10 De gør nar af konger,
fyrster er til latter for dem.
De ler ad alle fæstninger,
kaster en jordvold op og indtager dem,
v11 så farer de videre som vinden.
De gør deres egen kraft til deres gud!
v12 Herre, har du ikke været til fra ældgammel tid?
Min hellige Gud, lad os ikke dø!
Herre, har du ikke sat dem til dommere?
Min klippe, har du ikke indsat dem til at fælde dom?
v13 Du, hvis øjne er for rene til at se på ondskaben,
du, som ikke roligt kan se på ulykken,
hvordan kan du roligt se på troløse,
tie, når uretfærdige opsluger retfærdige?
v14 Du gør med mennesker som med havets fisk,
som med krybet, der er uden hersker.
v15 De trækker dem alle op med en krog,
slæber dem bort i deres net,
samler dem i deres garn
og glæder sig og jubler over det.
v16 Derfor ofrer de til deres net
og tænder offerild for deres garn;
for med dem får de rig fangst
og fede spiser.
v17 Derfor drager de stadig sværdet
og dræber folk uden skånsel.