v1 På den tid hørte landsfyrsten Herodes rygtet om Jesus, v2 og han sagde til sine hoffolk: »Det er Johannes Døber! Han er stået op fra de døde, og derfor virker disse kræfter i ham.« v3 Herodes havde nemlig ladet Johannes gribe, lægge i lænker og sætte i fængsel på grund af Herodias, sin bror Filips hustru; v4 for Johannes havde sagt til ham: »Du har ikke lov til at have hende.« v5 Herodes ville også have ladet ham slå ihjel, men var bange for folk, for de anså Johannes for en profet.
v6 Men da Herodes fejrede fødselsdag, dansede Herodias' datter for selskabet og betog Herodes, v7 så han svor på at ville give hende, lige meget hvad hun bad ham om. v8 Tilskyndet af sin mor siger hun: »Giv mig Johannes Døbers hoved på et fad!« v9 Kongen blev ked af det, men på grund af sin ed og sine gæster befalede han, at hun skulle have det, v10 og han sendte bud og lod Johannes halshugge i fængslet. v11 Og hans hoved blev bragt på et fad og givet til pigen, og hun bragte det til sin mor. v12 Men hans disciple kom og hentede liget og begravede ham, og de gik hen og fortalte Jesus det.
v13 Da Jesus hørte det, drog han bort derfra i en båd til et øde sted for at være alene. Men skarerne opdagede det og fulgte efter ham til fods fra byerne. v14 Og da han kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem og helbredte dem, der var syge. v15 Da det var blevet aften, kom hans disciple hen til ham og sagde: »Stedet her er øde, og det er allerede sent. Send skarerne bort, så de kan gå hen til landsbyerne og købe sig mad.« v16 Men Jesus svarede dem: »De behøver ikke at gå. Giv I dem noget at spise!« v17 De sagde til ham: »Vi har kun fem brød og to fisk her.« v18 Han sagde: »Giv mig dem!« v19 Og han lod folkeskarerne sætte sig i græsset, tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav disciplene dem, og de delte dem ud til skarerne. v20 Og alle spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, tolv kurve fulde. v21 Der var omkring fem tusind mænd, som havde spist, foruden kvinder og børn.
v22 Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. v23 Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. v24 Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. v25 Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. v26 Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: »Det er et spøgelse,« og de skreg af frygt. v27 Og straks talte Jesus til dem og sagde: »Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!« v28 Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.« v29 Han sagde: »Kom!« Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. v30 Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!« v31 Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?« v32 Da de kom op i båden, lagde vinden sig. v33 Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: »Sandelig, du er Guds søn.«
v34 Og da de var kommet over søen, nåede de land ved Genesaret. v35 Folk på stedet genkendte ham og sendte bud til hele omegnen, og de kom til ham med alle de syge, v36 og de bad ham om bare at måtte røre ved kvasten på hans kappe; og alle, der rørte ved ham, blev frelst.