v1 Til sidst skal det ske,
at Herrens tempelbjerg står urokkeligt
højt over bjergene,
knejsende over højene.
Folkene skal strømme dertil,
v2 talrige folkeslag skal drage af sted og sige:
»Kom, lad os drage op til Herrens bjerg,
til Jakobs Guds hus;
han skal vise os sine veje,
og vi vil gå på hans stier.
For belæringen udgår fra Zion
og Herrens ord fra Jerusalem.«
v3 Han skal skifte ret mellem talrige folk,
fælde dom blandt mægtige folkeslag i det fjerne.
De skal smede deres sværd om til plovjern
og deres spyd til vingårdsknive.
Folk skal ikke løfte sværd mod folk,
og de skal ikke mere oplæres til krig.
v4 Men de skal sidde hver under sin vinstok
og sit figentræ, uden at nogen jager dem bort.
Hærskarers Herre selv har talt.
v5 Alle folkeslag vandrer
i hver sin guds navn,
men vi vil vandre
i Herren vor Guds navn
for evigt og altid.
v6 På den dag,
siger Herren,
vil jeg samle de halte
og samle de bortkomne sammen,
dem jeg har handlet ondt imod.
v7 Jeg vil gøre de halte til en overlevende rest,
og dem, der er langt borte, til et mægtigt folk.
Herren skal være konge over dem
på Zions bjerg
fra nu af og til evig tid.
v8 Men du, Migdal-Eder,
Ofel, Zions datter,
til dig kommer det,
det tidligere herredømme kommer,
Jerusalems datters kongemagt.
v9 Men nu!
Hvorfor skriger du så højt?
Har du ingen konge?
Er din rådgiver forsvundet?
Du har fået veer
som en fødende kvinde.
v10 Zions datter, vrid dig i smerte, og pres
som en fødende kvinde,
for nu skal du ud af byen
og slå dig ned i det åbne land.
Du skal komme til Babylon,
dér skal du reddes,
dér skal Herren løskøbe dig
fra dine fjender.
v11 Men nu!
Talrige folkeslag samler sig om dig.
De siger: »Zion er vanhelliget;
vore øjne fryder sig over hende.«
v12 Men de kender ikke det,
Herren udtænker,
de forstår ikke hans plan;
han vil samle dem som korn på tærskepladsen.
v13 Rejs dig og tærsk, Zions datter!
Jeg giver dig horn af jern,
jeg giver dig klove af bronze,
så du kan knuse talrige folkeslag.
Byttet fra dem skal du vie til Herren,
deres rigdom til hele jordens Herre.
v14 Men nu!
Du snitter dig selv i sorg, du røverkvinde.
Vi er sat under belejring,
med stokken slår de
Israels hersker på kinden.