v1 Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, v2 idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone. v3 Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for at I ikke skal blive trætte og miste modet.
v4 Endnu har I ikke stridt så hårdt i jeres kamp mod synden, at det har kostet blod,
v5 og I har glemt den formaning, der lyder til jer som sønner:
Min søn, foragt ikke Herrens opdragelse,
mist ikke modet, når du irettesættes af ham;
v6 for Herren tugter den, han elsker,
han straffer hver søn, han holder af.
v7 For jeres opdragelses skyld skal I holde ud; Gud behandler jer som sønner. For hvor er den søn, som ikke tugtes af sin far?
v8 Hvis I lades uden den opdragelse, som er alles lod, er I uægte børn og ikke sønner.
v9 Engang havde vi vore jordiske fædre som opdragere og havde respekt for dem; må vi da ikke endnu mere underkaste os under åndernes fader, så vi kan få livet?
v10 For vore fædre tugtede os for en kort tid, som de nu ville, men Gud gør det til vort bedste, for at vi skal få del i hans hellighed.
v11 Al opdragelse vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den.
v12 Styrk derfor de synkende hænder og de kraftesløse knæ,
v13 og gå den lige vej på jeres ben, så det lamme ikke vrides af led, men tværtimod bliver helbredt.
v14 Stræb efter fred med alle og efter den helligelse, uden hvilken ingen kan se Herren. v15 Se til, at ingen går glip af Guds nåde, at ingen bitter, skadelig rod får lov at sætte skud, så mange forgiftes af den, v16 og at ingen er troløs og vanhellig som Esau, der for et eneste måltid mad solgte sin førstefødselsret. v17 For I ved, at da han senere ønskede at arve velsignelsen, blev han vraget, og skønt han med tårer søgte at omvende sig, fik han ingen mulighed for det.
v18 Det er jo ikke til en håndgribelig, brændende ild, I er kommet, til mulm og mørke og storm v19 og til en klang af horn og til en røst, der udtalte sådanne ord, at de, der hørte dem, bad sig fri for at høre mere, v20 fordi de ikke kunne bære befalingen: »Selv et dyr, der rører ved bjerget, skal stenes;« v21 og synet var så frygteligt, at Moses sagde: »Jeg er forfærdet og skælver.« v22 Nej, I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling v23 og en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene, og til en dommer, som er alles Gud, til deres ånder, som er retfærdige og har nået målet, v24 til Jesus, den nye pagts formidler, og til det rensende blod, der taler stærkere end Abels. v25 Se til, at I ikke beder jer fri for ham, der taler; for når de ikke slap godt fra at bede sig fri for ham, der talte guddomsord på jorden, så kan vi det endnu mindre, hvis vi vender os fra ham, der taler fra himlene. v26 Dengang fik hans røst jorden til at skælve, men nu har han givet et løfte, der lyder: »Endnu én gang vil jeg få ikke blot jorden, men også himlen til at skælve.« v27 Udtrykket »endnu én gang« viser, at de ting, som kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles, for at de ting, som ikke kan rokkes, skal bestå. v28 Lad os derfor takke for, at vi får et rige, der ikke kan rokkes, og med tak tjene Gud, som det er hans vilje, i gudsfrygt og ærefrygt. v29 For vor Gud er en fortærende ild.