Kristi opstandelse

v1  Brødre, jeg vil gøre jer bekendt med det evangelium, som jeg har forkyndt jer, det som I også har taget imod, som I også står i, v2  og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det – ellers var det til ingen nytte, I kom til tro.

v3  Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, v4  at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, v5  og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. v6  Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. v7  Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. v8  Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig; v9  for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. v10  Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves; jeg har arbejdet mere end nogen af dem, det vil sige ikke jeg, men Guds nåde, som har været med mig. v11  Men hvad enten det nu er mig eller de andre: Sådan prædiker vi, og sådan kom I til tro.

De dødes opstandelse

v12  Men når det prædikes, at Kristus er opstået fra de døde, hvordan kan så nogle af jer sige, at der ikke findes nogen opstandelse fra de døde? v13  Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; v14  men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. v15  Vi kommer så også til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han har oprejst Kristus, som han altså ikke har oprejst, hvis døde ikke opstår. v16  For hvis døde ikke opstår, er Kristus heller ikke opstået; v17  men er Kristus ikke opstået, er jeres tro forgæves, så er I stadig i jeres synder, v18  og så er også de, som er sovet hen i Kristus, gået fortabt. v19  Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.

v20  Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. v21  Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. v22  For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. v23  Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til. v24  Derefter kommer enden, når han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft og overgiver Riget til Gud Fader. v25  For Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder; v26  som den sidste fjende tilintetgøres døden, v27  for »alt har han lagt under hans fødder« – og når det hedder, at alt er underlagt, er det klart, at undtaget er Gud, der har lagt alt under ham. v28  Og når så alt er underlagt ham, skal også Sønnen selv underlægge sig under ham, som har lagt alt under ham, for at Gud kan være alt i alle.

v29  Hvad skal det ellers til for, at nogle lader sig døbe for de døde? Hvis døde overhovedet ikke opstår, hvorfor så lade sig døbe for dem? v30  Og hvorfor udsætter vi os for fare hvert øjeblik? v31  Ja, brødre, så sandt I er min stolthed i Kristus Jesus, vor Herre: Hver dag dør jeg. v32  Og hvis det kun var med et menneskeligt håb, jeg kæmpede med vilde dyr i Efesos, hvad gavnede det mig så? Hvis døde ikke opstår, så lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø! v33  Far ikke vild! Slet omgang fordærver gode sæder. v34  Bliv for alvor ædru, og synd ikke! Der er folk, som ikke vil vide noget om Gud. Jeg siger dette til skam for jer.

v35  Men nogen vil spørge: Hvordan opstår de døde, og hvad slags legeme får de? v36  Tåbe! Det, du sår, får ikke liv, hvis ikke det dør. v37  Og det, du sår, er ikke den plante, der kommer op, men et nøgent korn, enten af hvede eller af en anden slags. v38  Men Gud giver det den skikkelse, han vil, og hver slags korn sin skikkelse. v39  Ikke alt kød er ens, men det er forskelligt for mennesker, kvæg, fugle og fisk. v40  Der findes både himmelske legemer og jordiske legemer; men de himmelske har én slags glans, de jordiske en anden. v41  Solen og månen og stjernerne har hver sin glans, og stjerne adskiller sig fra stjerne i glans.

v42  Således er det også med de dødes opstandelse. Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed. v43  Hvad der bliver sået i vanære, opstår i herlighed. Hvad der bliver sået i svaghed, opstår i kraft. v44  Der bliver sået et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme. Når der findes et sjæleligt legeme, findes der også et åndeligt legeme. v45  Således står der også skrevet: »Det første menneske, Adam, blev en levende sjæl,« den sidste Adam blev en ånd, der gør levende. v46  Men det åndelige legeme er ikke det første, det er det sjælelige, dernæst kommer det åndelige. v47  Det første menneske var af jord, jordisk, det andet menneske er fra himlen. v48  Som det jordiske menneske var, sådan er også de jordiske, og som det himmelske menneske er, sådan skal også de himmelske blive. v49  Og ligesom vi har båret det jordiske menneskes billede, skal vi også bære det himmelske menneskes billede.

v50  Men det siger jeg jer, brødre: Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og det forgængelige arver ikke det uforgængelige. v51  Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, v52  i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. v53  For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed. v54  Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt:
      Døden er opslugt og besejret.
       v55  Død, hvor er din sejr?
      Død, hvor er din brod?
v56  Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. v57  Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!

v58  Derfor, mine kære brødre, stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren.