v1 Da brød hele menigheden ud i høje råb, og folket græd hele natten. v2 Alle israelitterne gav ondt af sig mod Moses og Aron, og hele menigheden sagde til dem: »Gid vi var døde i Egypten! Eller gid vi var døde i ørkenen her! v3 Hvorfor fører Herren os til dette land, hvor vi skal falde for sværdet og vores kvinder og børn blive taget som bytte? Var det ikke bedre, om vi vendte tilbage til Egypten?« v4 Og de sagde til hinanden: »Lad os vælge os en anfører og vende tilbage til Egypten!« v5 Da kastede Moses og Aron sig ned foran hele israelitternes menighed, v6 og Josva, Nuns søn, og Kaleb, Jefunnes søn, som havde været med til at udspejde landet, flængede deres klæder v7 og sagde til hele israelitternes menighed: »Det land, vi drog igennem og udspejdede, er et meget, meget herligt land. v8 Hvis Herren holder af os, vil han føre os ind i dette land og give os det, et land der flyder med mælk og honning. v9 Gør ikke oprør mod Herren! I skal ikke være bange for landets befolkning, dem æder vi! Deres skygge har forladt dem, men Herren er med os. I skal ikke være bange for dem!« v10 Hele menigheden truede med at stene dem, men Herrens herlighed viste sig ved Åbenbaringsteltet for alle israelitterne. v11 Og Herren sagde til Moses: »Hvor længe skal dette folk håne mig? Hvor længe skal de vise mig mistillid trods alle de tegn, jeg har gjort blandt dem? v12 Jeg vil slå dem med pest og tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et folk, der er større og mægtigere end de.« v13 Men Moses sagde til Herren: »Hvad nu, hvis egypterne får det at høre? Du førte jo dette folk op derfra i din styrke. v14 Og hvad nu, hvis de fortæller det til indbyggerne i dette land? De har jo hørt, at du bor hos dette folk, Herre, og at du viser dig ansigt til ansigt, at din sky står over dem, og at du går foran dem i en skysøjle om dagen og i en ildsøjle om natten. v15 Hvis du nu dræber dette folk alle som én, vil de folk, som har hørt om dig, sige: v16 ›Fordi Herren ikke magtede at føre dette folk ind i det land, han havde lovet dem, slog han dem ned i ørkenen‹. v17 Lad nu Herrens styrke vise sig i sin storhed på den måde, du selv har sagt: v18 ›Herren er sen til vrede og rig på troskab. Han tilgiver skyld og overtrædelse, men han lader ikke den skyldige ustraffet; han straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn.‹ v19 Tilgiv dog i din store troskab dette folk dets skyld, sådan som du har båret over med dette folk lige fra Egypten til nu!« v20 Herren svarede: »På din bøn vil jeg tilgive dem. v21 Men så sandt jeg lever, og så sandt Herrens herlighed fylder hele jorden: v22 Ingen af de mænd, som har set min herlighed og de tegn, jeg har gjort i Egypten og i ørkenen, og som for tiende gang har udæsket mig og ikke har adlydt mig, v23 skal få det land at se, som jeg har lovet deres fædre. Ingen af dem, der har hånet mig, skal få det at se. v24 Men i min tjener Kaleb var der en anden ånd; han var fuldt og helt med mig, ham vil jeg føre ind i det land, han har været i, og hans efterkommere skal tage det i besiddelse.« v25 – I Slettelandet bor amalekitterne og kana'anæerne. – »I morgen skal I bryde op og begive jer ind i ørkenen i retning mod Sivhavet.«
v26 Herren sagde til Moses og Aron: v27 »Hvor længe skal jeg holde denne onde menighed ud, som giver ondt af sig mod mig? Jeg har hørt, hvordan israelitterne giver ondt af sig mod mig. v28 Sig til dem: Så sandt jeg lever, siger Herren: Som jeg selv har hørt jer sige, vil jeg gøre mod jer. v29 Her i ørkenen skal jeres lig komme til at ligge i fuldt tal, alle som er blevet mønstret fra tyve år og opefter, fordi I har givet ondt af jer mod mig. v30 Ingen af jer, undtagen Kaleb, Jefunnes søn, og Josva, Nuns søn, skal komme ind i det land, som jeg svor, jeg ville lade jer bo i. v31 I sagde, at jeres familier ville blive taget som bytte; men dem vil jeg føre derind, og de skal lære det land at kende, som I har vraget. v32 Men jeres lig skal ligge her i ørkenen. v33 Jeres sønner skal leve som hyrder i ørkenen i fyrre år, og de skal bære straffen for jeres utroskab, indtil I alle sammen ligger som lig i ørkenen. v34 Ligesom I brugte fyrre dage til at udspejde landet, skal I bære jeres straf i fyrre år, et år for hver dag, og I skal erfare, hvad det vil sige at have mig til fjende. v35 Jeg, Herren, har talt! Ja, sådan vil jeg handle mod hele denne onde menighed, der har rottet sig sammen mod mig. Her i ørkenen skal de omkomme, her skal de dø!«
v36 De mænd, Moses havde sendt af sted for at udspejde landet, og som kom tilbage og fik hele menigheden til at give ondt af sig mod ham ved at udsprede rygter om landet, v37 de mænd, der havde udspredt onde rygter om landet, led en brat død for Herrens ansigt. v38 Og af de mænd, der var draget ud for at udspejde landet, blev kun Josva, Nuns søn, og Kaleb, Jefunnes søn, i live.
v39 Da Moses sagde dette til alle israelitterne, blev folket grebet af sorg. v40 Næste morgen ville de drage højt op i bjerglandet, og de sagde: »Vi har syndet! men nu vil vi drage op til det sted, Herren talte om.« v41 Men Moses sagde: »Hvorfor vil I overtræde Herrens befaling? Det vil mislykkes! v42 Drag ikke op, for Herren vil ikke være hos jer. I må ikke blive slået af jeres fjender! v43 Der vil I blive mødt af amalekitterne og kana'anæerne, og I vil falde for sværdet. I har jo vendt jer fra Herren; derfor vil han ikke være med jer.« v44 Alligevel var de overmodige nok til at drage højt op i bjerglandet, men hverken Herrens pagts ark eller Moses veg fra lejren. v45 Og amalekitterne og kana'anæerne, som boede i bjerglandet, drog ned og slog dem og splittede dem, helt til Horma.