v1 Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. v2 Han sagde: »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. v3 I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! v4 Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, v5 vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.« v6 Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! v7 Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? v8 Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«
v9 Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: v10 »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. v11 Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. v12 Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. v13 Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! v14 Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
v15 Og de bar også deres spædbørn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; da disciplene så det, truede de ad dem, v16 men Jesus kaldte børnene hen til sig og sagde: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. v17 Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.«
v18 Og et medlem af jødernes råd spurgte Jesus: »Gode Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« v19 Jesus svarede ham: »Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud. v20 Du kender budene: ›Du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke begå drab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ « v21 Han sagde: »Det har jeg holdt alt sammen lige fra min ungdom.« v22 Da Jesus hørte det, sagde han til ham: »Én ting mangler du endnu: Sælg alt, hvad du har, og del det ud til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« v23 Da manden hørte det, blev han fortvivlet, for han var meget rig.
v24 Da Jesus så, at manden blev fortvivlet, sagde han: »Hvor er det vanskeligt for dem, der ejer meget, at komme ind i Guds rige. v25 Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« v26 De, der hørte det, sagde: »Hvem kan så blive frelst?« v27 Han svarede: »Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.«
v28 Peter sagde: »Se, vi har forladt, hvad vi havde, og har fulgt dig.« v29 Han sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Der er ingen, der har forladt hjem eller hustru eller brødre eller forældre eller børn for Guds riges skyld, v30 som ikke får det mangedobbelt igen i denne verden og evigt liv i den kommende verden.«
v31 Han tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: v32 Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; v33 de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« v34 Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.
v35 Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. v36 Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. v37 De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« v38 Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« v39 De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!« v40 Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: v41 »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.« v42 Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« v43 Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.