v1 Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme.
v2 Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig. I ved jo, hvad Skriften siger i stykket om Elias, hvordan han træder frem for Gud og anklager Israel:
v3 »Herre, dine profeter har de dræbt, og dine altre har de revet ned; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet.«
v4 Men hvordan lyder guddomssvaret til ham? »Jeg har stadig syv tusind mænd tilbage, der ikke har bøjet knæ for Ba'al.«
v5 Sådan er der også i vor tid blevet en rest tilbage, som er udvalgt af nåde.
v6 Og er det ved nåde, er det ikke længere af gerninger; ellers ville nåden jo ikke længere være nåde.
v7 Hvad kan vi da slutte heraf? At det, som Israel stræber efter, har det ikke opnået, men de udvalgte har opnået det. De andre blev forhærdet
v8 – som der står skrevet: »Gud har givet dem en søvnens ånd, øjne, som ikke ser, og ører, som ikke hører, indtil den dag i dag.«
v9 Og David siger:
Lad deres bord blive en fælde og en snare,
så de snubler og må undgælde.
v10 Lad det blive sort for deres øjne, så de ikke kan se,
lad altid deres ryg være bøjet.
v11 Jeg spørger nu: Snublede de, for at de skulle falde? Aldeles ikke! Men ved deres fald kom frelsen til hedningerne for at ægge dem til misundelse. v12 Og betød deres fald rigdom for verden og deres nederlag rigdom for hedningerne, hvor meget mere vil det så ikke betyde, når de kommer fuldtalligt ind.
v13 Men til jer hedninger vil jeg sige: Jeg sætter netop min tjeneste som hedningeapostel højt, v14 om jeg dog kunne ægge mine landsmænd til misundelse og frelse nogle af dem. v15 For har det ført til forligelse for verden, at de blev forkastet, kan det så være andet end liv af døde, at de bliver modtaget? v16 Er førstegrøden hellig, er dejen det også. Er roden hellig, er grenene det også.
v17 Men når nogle af grenene blev brækket af, og du, som er en gren af et vildt oliventræ, er blevet podet ind blandt grenene og også får af saften fra det ægte træs rod, v18 så skal du ikke hovere over de andre grene; og hvis du gør det, så husk på, at det ikke er dig, der bærer roden, men roden, der bærer dig. v19 Du vil måske sige: Der blev brækket grene af, for at jeg kunne blive podet ind. v20 Javel, de blev brækket af på grund af vantro, men det skyldes troen, at du fik din plads. Vær ikke overmodig, men frygt! v21 For når Gud ikke skånede de naturlige grene, vil han heller ikke skåne dig. v22 Dér ser du Guds godhed og strenghed: hans strenghed imod dem, der faldt, hans godhed imod dig, hvis du bliver ved hans godhed; ellers bliver du også hugget af. v23 Men også de andre vil blive podet ind, hvis de ikke bliver ved i deres vantro. For Gud har magt til at pode dem ind igen. v24 For når du blev hugget af fra et vildt oliventræ, som du af naturen hørte til, og mod naturens orden blev podet ind på et ædelt oliventræ, hvor meget snarere vil så ikke de ægte grene blive podet ind på deres eget træ.
v25 Brødre, for at I ikke skal stole på jeres egen klogskab, vil jeg have, at I skal kende denne hemmelighed: Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind;
v26 så skal hele Israel frelses – som der står skrevet:
Befrieren skal komme fra Zion,
han fjerner ugudelighed fra Jakob.
v27 Dette er min pagt med dem,
når jeg tager deres synder bort.
v28 I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. v29 For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke. v30 For ligesom I engang var ulydige mod Gud, men nu har fundet barmhjertighed som følge af deres ulydighed, v31 sådan er de nu også blevet ulydige som følge af den barmhjertighed, som er vist jer, for at også de kan finde barmhjertighed. v32 For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed.
v33 O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! v34 For »hvem kender Herrens tanker, eller hvem kan være hans rådgiver? v35 Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld?« v36 Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! Amen.