Guds og lysets børn

v1  I skal ligne Gud som hans kære børn v2  og vandre i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en gave og et offer til Gud, en liflig duft. v3  Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige. v4  Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. v5  For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk – det er det samme som en afgudsdyrker – har lod og del i Kristi og Guds rige. v6  Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn. v7  Gør derfor ikke fælles sag med dem!

v8  For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, v9  for lysets frugt er lutter godhed, retfærdighed og sandhed; v10  lad kun det gælde, som behager Herren, v11  og tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem. v12  For man skammer sig ved blot at nævne, hvad de gør i det skjulte, v13  men alting kommer for dagen, når det afsløres af lyset. v14  For alt, hvad der kommer for dagen, er lys. Derfor hedder det:
      Vågn op, du som sover,
      stå op fra de døde,
      og Kristus vil lyse for dig.
v15  Se derfor til, hvordan I lever, ikke som uvise, men som vise. v16  Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde. v17  Vær derfor ikke tåbelige, men forstå, hvad der er Herrens vilje. v18  Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden, v19  tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, v20  og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn.

En kristen husorden

v21  I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus, v22  I hustruer under jeres mænd som under Herren; v23  for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser. v24  Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt.

v25  Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den v26  for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, v27  for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri. v28  Sådan bør også mændene elske deres hustruer som deres eget legeme. Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv. v29  Ingen hader jo sin egen krop, men nærer og plejer den, som Kristus gør med kirken. v30  For vi er lemmer på hans legeme. v31  Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. v32  Dette rummer en stor hemmelighed – jeg sigter til Kristus og kirken. v33  Men det gælder også jer, at I hver især skal elske jeres hustru som jer selv, og hustruen skal have ærefrygt for sin mand.