v1 Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. v2 Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham.
v3 Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. v4 Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: v5 »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« v6 Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. v7 Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. v8 De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.«
v9 Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. v10 Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, v11 for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus.
v12 Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem.
v13 De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:
Hosianna!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,
Israels konge!
v14 Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:
v15 Frygt ikke, Zions datter!
Se, din konge kommer,
ridende på et æsels føl.
v16 Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham. v17 Skaren, som havde været med ham, da han kaldte Lazarus ud af graven og oprejste ham fra de døde, vidnede om det. v18 Det var også derfor, skaren var gået ham i møde, fordi de havde hørt, at han havde gjort dette tegn. v19 Da sagde farisæerne til hinanden: »Her kan I se, det nytter ikke noget. Se bare, alverden løber efter ham.«
v20 Blandt dem, der drog op til Jerusalem for at tilbede Gud ved festen, var der nogle grækere. v21 De kom hen til Filip, som var fra Betsajda i Galilæa, og sagde til ham: »Herre, vi vil gerne se Jesus.« v22 Filip kom og sagde det til Andreas, og Andreas og Filip kom og sagde det til Jesus. v23 Men Jesus svarede dem: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. v24 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. v25 Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. v26 Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.
v27 Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. v28 Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« v29 Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« v30 Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. v31 Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. v32 Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« v33 Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.
v34 Skaren sagde da til ham: »Vi har lært af loven, at Kristus bliver til evig tid; hvordan kan du så sige, at Menneskesønnen skal ophøjes? Hvem er denne Menneskesøn?« v35 Jesus sagde til dem: »En kort tid endnu er lyset hos jer. I skal vandre, mens I har lyset, for at ikke mørket skal gribe jer. Den, der vandrer i mørket, ved ikke, hvor han går. v36 Tro på lyset, mens I har lyset, så I kan blive lysets børn.«
Sådan talte Jesus, og han gik bort og forsvandt for dem.
v37 Skønt han havde gjort så mange tegn for øjnene af dem, troede de ikke på ham,
v38 for at det ord af profeten Esajas skulle gå i opfyldelse:
Herre, hvem troede på det, de hørte af os?
For hvem blev Herrens arm åbenbaret?
v39 Derfor kunne de ikke tro, for Esajas har også sagt:
v40 Han har blindet deres øjne
og forhærdet deres hjerte,
for at de ikke skal se med øjnene
og fatte med hjertet
og vende om, så jeg må helbrede dem.
v41 Det sagde Esajas, fordi han så hans herlighed og talte om ham.
v42 Ikke desto mindre kom mange, endog af Rådets medlemmer, til tro på ham. Men på grund af farisæerne bekendte de det ikke, for ikke at blive udelukket af synagogen.
v43 De elskede nemlig ære fra mennesker frem for ære fra Gud.
v44 Jesus råbte: »Den, der tror på mig, tror ikke på mig, men på ham, som har sendt mig. v45 Og den, der ser mig, ser ham, som har sendt mig. v46 Som lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket. v47 Og den, der hører mine ord og ikke holder fast ved dem, ham dømmer jeg ikke; for jeg er ikke kommet for at dømme verden, men for at frelse verden. v48 Den, der forkaster mig og ikke tager imod mine ord, har mødt sin dommer: Det ord, jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag. v49 For jeg har ikke talt af mig selv; men Faderen, som har sendt mig, han har påbudt mig, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. v50 Og jeg ved, at hans bud er evigt liv. Så når jeg taler, taler jeg sådan, som Faderen har sagt til mig.«