v1  Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, v2  som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter, v3  evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre, som menneske kommet af Davids slægt, v4  i kraft af helligheds ånd stadfæstet som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde. v5  Af ham har vi fået nåde og apostelkald til at føre mennesker i alle folkeslag til troslydighed, hans navn til ære. v6  Blandt dem er også I, som er kaldet til at tilhøre Jesus Kristus.

v7  Til alle Guds elskede i Rom, som er kaldet til at være hellige.

Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!

Bøn og ønske om at komme til Rom

v8  Først og fremmest takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for jer alle, fordi der i hele verden forkyndes om jeres tro. v9  Gud, som jeg i min ånd tjener med evangeliet om hans søn, er mit vidne på, at jeg uophørligt nævner jer i mine bønner v10  og altid beder om, at det med Guds vilje dog endelig må lykkes mig at komme til jer. v11  For jeg længes efter at se jer, for at jeg kan give jer af Åndens gaver, så at I kan blive styrket, v12  eller rettere: så at vi sammen kan opmuntres ved vor fælles tro, jeres og min. v13  Og det skal I vide, brødre, at jeg tit har sat mig for at komme, men hidtil er jeg blevet forhindret. Jeg ville nemlig gerne høste nogen frugt også hos jer ligesom blandt de andre folkeslag. v14  Både grækere og barbarer, både vise og uforstandige er jeg forpligtet over for. v15  Derfor min iver efter også at forkynde evangeliet for jer i Rom.

v16  For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. v17  For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: »Den retfærdige skal leve af tro.«

Guds vrede over menneskers uretfærdighed

v18  For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed. v19  Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. v20  For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning. v21  For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. v22  De hævdede at være vise, men blev tåber, v23  og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr.

v24  Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres legemer. v25  De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen – han være lovet til evig tid! Amen.

v26  Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, v27  og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente.

v28  Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang, så at de gjorde, hvad der ikke sømmer sig: v29  De blev opfyldt af al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder, v30  de bagtaler andre, hader Gud, farer frem med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt, er ulydige mod deres forældre; v31  de er uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige. v32  De ved, at Gud har bestemt, at lever man sådan, fortjener man at dø; alligevel lever de ikke bare selv sådan, men bifalder også, at andre gør det.