v1 Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage og Betania ved Oliebjerget, sendte han to af sine disciple af sted
v2 og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor; når I kommer ind i den, vil I straks finde et føl, som står bundet, og som intet menneske endnu har siddet på. Løs det, og bring det herhen.
v3 Og hvis nogen spørger jer, hvorfor I gør det, skal I sige: Herren har brug for det og sender det straks tilbage hertil igen.«
v4 Så gik de, og de fandt et føl bundet ved en dør ud til gaden, og de løste det.
v5 Nogle af dem, som stod der, spurgte: »Hvad er det, I gør? I løser jo føllet!«
v6 Men de svarede sådan, som Jesus havde sagt, og så lod de dem gå.
v7 De bragte så føllet hen til Jesus og lagde deres kapper på det, og han satte sig op på det.
v8 Og mange bredte deres kapper ud på vejen, andre strøede grønne kviste, som de havde skåret af på markerne.
v9 Og både de, der gik foran, og de, der fulgte efter, råbte:
Hosianna!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
v10 Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer!
Hosianna i det højeste!
v11 Så kom han ind i Jerusalem og ind på tempelpladsen. Da han havde været rundt og set på det hele, og det allerede var sent, gik han ud til Betania sammen med de tolv.
v12 Næste dag, da de gik fra Betania, blev Jesus sulten. v13 Og da han på lang afstand fik øje på et figentræ med blade, gik han hen for at se, om han kunne finde noget på det; men da han kom hen til det, fandt han ikke andet end blade, for det var ikke figentid. v14 Så sagde han til det: »Aldrig mere i evighed skal nogen spise frugt af dig!« Og det hørte hans disciple.
v15 Så kom de til Jerusalem. Og han gik ind på tempelpladsen, og han begyndte at jage dem ud, som solgte og købte dér, og han væltede vekselerernes borde og duehandlernes bænke, v16 og han tillod ikke nogen at bære deres varer over tempelpladsen. v17 Han belærte dem og sagde: »Står der ikke skrevet: ›Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene‹? Men I har gjort det til en røverkule.« v18 Det hørte ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de pønsede på, hvordan de kunne få ryddet ham af vejen; de var nemlig bange for ham, for hele folkeskaren blev slået af forundring over hans lære.
v19 Om aftenen gik Jesus og disciplene ud uden for byen. v20 Næste morgen, da de gik forbi, så de, at figentræet var visnet fra roden. v21 Og Peter, som kom i tanker om det, sagde til Jesus: »Rabbi, se, det figentræ, som du forbandede, er visnet.« v22 Jesus sagde til dem: »Tro på Gud! v23 Sandelig siger jeg jer: Den, der siger til dette bjerg: Løft dig op og styrt dig i havet! og som ikke tvivler i sit hjerte, men tror, at det, han siger, vil ske, for ham sker det. v24 Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det. v25 Når I står og beder, skal I tilgive, hvis I har noget mod nogen, for at også jeres fader i himlene kan tilgive jeres overtrædelser. v26 Men hvis I ikke tilgiver, vil jeres fader i himlene heller ikke tilgive jeres overtrædelser.«
v27 Så kom de igen ind i Jerusalem. Og da han gik omkring på tempelpladsen, kom ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hen til ham v28 og spurgte: »Med hvilken ret gør du dette? Hvem har givet dig ret til at gøre det?« v29 Men Jesus sagde til dem: »Jeg vil spørge jer om en ting. Svar mig, så vil jeg sige jer, med hvilken ret jeg gør dette. v30 Johannes' dåb, var den fra himlen eller fra mennesker? Svar mig på det!« v31 De drøftede det med hinanden: »Hvis vi siger: Fra himlen! vil han spørge: Hvorfor troede I ham da ikke? v32 Men skal vi så sige: Fra mennesker?« – de frygtede for skaren, for alle mente, at Johannes virkelig var en profet. v33 Og de svarede Jesus: »Vi ved det ikke.« Da sagde Jesus til dem: »Så siger jeg heller ikke jer, med hvilken ret jeg gør dette.«