v1 Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: v2 »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. v3 Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. v4 Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! v5 Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, v6 og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. v7 Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. v8 Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. v9 Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. v10 Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. v11 Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. v12 Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. v13 Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. v14 Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.«
v15 Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. v16 De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. v17 Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« v18 Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? v19 Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. v20 Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?« v21 »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« v22 Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej.
v23 Samme dag kom der nogle saddukæere og sagde, at der ikke er nogen opstandelse, og de spurgte ham: v24 »Mester, Moses har sagt, at dør en mand barnløs, skal hans bror gifte sig med hans hustru, fordi han er svoger til hende, og skaffe sin bror afkom. v25 Vi havde et tilfælde med syv brødre. Den første giftede sig og døde uden at få børn og efterlod sin hustru til sin bror. v26 På samme måde gik det også den anden og den tredje, ja, alle syv. v27 Til allersidst døde kvinden. v28 Hvem af de syv skal så være gift med hende i opstandelsen? De har jo alle været gift med hende.« v29 Jesus svarede dem: »I er på vildspor, for I kender hverken Skrifterne eller Guds magt. v30 I opstandelsen hverken gifter man sig eller giftes bort, men er som engle i himlen. v31 Og om de dødes opstandelse, har I så ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, der siger: v32 ›Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud‹? Han er ikke Gud for døde, men for levende.« v33 Da skarerne hørte dette, blev de slået af forundring over hans lære.
v34 Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, v35 og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: v36 »Mester, hvad er det største bud i loven?« v37 Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ v38 Det er det største og det første bud. v39 Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ v40 På de to bud hviler hele loven og profeterne.«
v41 Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem:
v42 »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.«
v43 Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:
v44 Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
under dine fødder?
v45 Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?«
v46 Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.