v1 Så gav Jesus sig til at tale til dem i lignelser: »En mand plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands.
v2 Da tiden var inde, sendte han en af sine folk for at få sin del af vingårdens høst af vinbønderne.
v3 Men de greb ham og pryglede ham og sendte ham tomhændet bort.
v4 Han sendte en anden af sine folk til dem; også ham slog de i hovedet og vanærede ham.
v5 Så sendte han endnu én, og ham slog de ihjel. Og han sendte mange andre; nogle pryglede de, andre slog de ihjel.
v6 Endnu én havde han, en elsket søn, ham sendte han som den sidste til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn.
v7 Men disse vinbønder sagde til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel, og arven er vores.
v8 Og de greb ham og slog ham ihjel, og de smed ham ud af vingården.
v9 Hvad vil nu vingårdens ejer gøre? Han vil komme og gøre det af med de vinbønder og give vingården til andre.
v10 Har I ikke læst dette skriftord:
Den sten, bygmestrene vragede,
er blevet hovedhjørnesten.
v11 Det er Herrens eget værk,
det er underfuldt for vore øjne?«
v12 Så søgte de at gribe ham, men de frygtede for skaren, for de forstod, at han sigtede til dem med denne lignelse. Da forlod de ham og gik deres vej.
v13 Og de sendte nogle af farisæerne og herodianerne hen til Jesus, for at de skulle fange ham i ord. v14 De kom hen og sagde til ham: »Mester, vi ved, at du er sanddru og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk, men lærer sandt om Guds vej. Er det tilladt at give kejseren skat eller ej? Skal vi betale, eller skal vi ikke betale?« v15 Men Jesus gennemskuede deres hykleri og sagde til dem: »Hvorfor sætter I mig på prøve? Ræk mig en denar, så jeg kan se den!« v16 De rakte ham én. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?« »Kejserens,« svarede de. v17 Jesus sagde til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Og de undrede sig meget over ham.
v18 Så kom der nogle saddukæere, som jo siger, at der ikke er nogen opstandelse, og de spurgte ham: v19 »Mester, Moses har foreskrevet os, at hvis en mand dør og efterlader sig en hustru, men ingen børn, så skal hans bror gifte sig med hans hustru og skaffe sin bror afkom. v20 Der var syv brødre. Den første giftede sig, men så døde han og efterlod sig ikke børn. v21 Så giftede den anden sig med enken, men han døde også uden at efterlade sig børn. Og på samme måde med den tredje. v22 Ingen af de syv efterlod sig børn. Til allersidst døde også kvinden. v23 Når de opstår, hvem af dem skal så være gift med hende i opstandelsen? De har jo alle syv været gift med hende.« v24 Jesus svarede dem: »Er I ikke kommet på vildspor, netop fordi I hverken kender Skrifterne eller Guds magt? v25 For når de døde opstår, så hverken gifter de sig eller giftes bort, men er som engle i himlene. v26 Men om det, at de døde opstår, har I så ikke læst i Moses' Bog i stykket om tornebusken, hvordan Gud siger til ham: ›Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud‹? v27 Han er ikke Gud for døde, men for levende. I er helt på vildspor.«
v28 En af de skriftkloge, som havde hørt dem diskutere og lagt mærke til, at Jesus svarede dem rigtigt, kom hen og spurgte ham: »Hvilket er det første af alle bud?« v29 Jesus svarede: »Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, v30 og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31 Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.« v32 Så sagde den skriftkloge til ham: »Det er rigtigt, Mester. Det er sandt, som du sagde, at Gud er én, og at der ikke er nogen anden end ham, v33 og at det at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og det at elske sin næste som sig selv er mere værd end alle brændofre og slagtofre.« v34 Da Jesus hørte, at han svarede klogt, sagde han til ham: »Du er ikke langt fra Guds rige.« Derefter turde ingen længere spørge ham om noget.
v35 Mens Jesus underviste på tempelpladsen, tog han til orde og sagde: »Hvordan kan de skriftkloge sige, at Kristus er Davids søn?
v36 David har selv sagt ved Helligånden:
Herren sagde til min herre:
Sæt dig ved min højre hånd,
indtil jeg får lagt dine fjender
under dine fødder!
v37 David selv kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Og den store folkeskare hørte gerne på ham.
v38 I sin undervisning sagde han: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet v39 og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. v40 De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.«
v41 Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. v42 Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. v43 Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. v44 For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«