v1 Og hele forsamlingen rejste sig og førte ham til Pilatus. v2 Dér gav de sig til at anklage ham og sagde: »Vi er blevet klar over, at denne mand vildleder vort folk og vil hindre, at vi betaler skat til kejseren, og han siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.« v3 Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Han svarede: »Du siger det selv.« v4 Pilatus sagde da til ypperstepræsterne og skarerne: »Jeg finder ikke denne mand skyldig i noget.« v5 Men de blev ved: »Han ophidser folket med sin lære over hele Judæa; han begyndte i Galilæa og er kommet helt hertil.«
v6 Da Pilatus hørte det, spurgte han, om manden var fra Galilæa; v7 og da han fik at vide, at han hørte under Herodes, sendte han ham til Herodes, som også var i Jerusalem i de dage.
v8 Herodes blev meget glad for at se Jesus; for han havde længe gerne villet møde ham, fordi han havde hørt om ham, og han håbede at se ham gøre et tegn. v9 Han stillede ham mange spørgsmål, men Jesus svarede ham ikke. v10 Imens stod ypperstepræsterne og de skriftkloge og rettede stærke anklager mod ham. v11 Sammen med sine soldater viste Herodes ham foragt og hånede ham ved at iføre ham en pragtfuld kappe og sendte ham tilbage til Pilatus. v12 Den dag blev Herodes og Pilatus venner. Før havde der været fjendskab mellem dem.
v13 Pilatus lod ypperstepræsterne og rådsherrerne og folket kalde sammen v14 og sagde til dem: »I har ført denne mand til mig og påstået, at han vildleder folket. Jeg har nu forhørt ham i jeres nærvær, men jeg har ikke fundet manden skyldig i noget af det, I anklager ham for; v15 og det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham tilbage til os; altså har han ikke gjort noget, som der er dødsstraf for. v16 Derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.« v17 For han var nødt til at løslade en for dem under festen.
v18 Da råbte hele mængden: »Bort med ham! Løslad os Barabbas!« v19 Det var en mand, som var blevet fængslet for et oprør, der havde været i byen, og for drab. v20 Igen talte Pilatus til dem, da han helst ville løslade Jesus. v21 Men de råbte tilbage: »Korsfæst ham, korsfæst ham!« v22 For tredje gang spurgte han dem: »Hvad ondt har denne mand da gjort? Jeg har intet fundet hos ham, som kræver dødsstraf, derfor vil jeg løslade ham, når jeg har givet ham en revselse.« v23 Men de pressede på og forlangte med høje råb, at han skulle korsfæstes, og deres råb sejrede. v24 Så besluttede Pilatus, at deres krav skulle efterkommes; v25 han løslod ham, de krævede, ham der var kastet i fængsel for oprør og drab. Men Jesus udleverede han, så de fik deres vilje.
v26 Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus. v27 En stor folkemængde fulgte ham, deriblandt også kvinder, som jamrede og græd over ham. v28 Jesus vendte sig om mod dem og sagde: »Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn! v29 For der kommer dage, da man vil sige: Salige er de, som ikke kunne få børn, de moderliv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die. v30 Da skal man sige til bjergene: Fald ned over os! og til højene: Skjul os! v31 For gør man sådan med det grønne træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?«
v32 Også to andre, to forbrydere, førtes med ud for at blive henrettet sammen med ham. v33 Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side. v34 Men Jesus sagde: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« Så delte de hans klæder ved at kaste lod om dem. v35 Og folket stod og så på. Også rådsherrerne gjorde nar af ham og sagde: »Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv, hvis han er Guds salvede, den udvalgte.« v36 Også soldaterne kom hen og hånede ham; de rakte ham eddike v37 og sagde: »Hvis du er jødernes konge, så frels dig selv.« v38 Der var nemlig sat en indskrift over ham: »Han er jødernes konge«.
v39 Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« v40 Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? v41 Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« v42 Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« v43 Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«
v44 Og det var nu omkring den sjette time, og der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time, v45 fordi solen formørkedes; og forhænget i templet flængedes midt igennem. v46 Og Jesus råbte med høj røst: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.« Da han havde sagt det, udåndede han.
v47 Da officeren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: »Den mand var virkelig retfærdig.« v48 Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. v49 Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.
v50 Og se, der var en mand ved navn Josef, medlem af Rådet og en god og retfærdig mand, v51 som ikke havde samtykket i det, de andre havde besluttet og gjort; han var fra Arimatæa, en jødisk by, og han ventede Guds rige. v52 Han gik til Pilatus og bad om at få Jesu legeme. v53 Så tog han det ned, svøbte det i et lagen og lagde ham i en klippegrav, hvor der endnu ikke havde ligget nogen. v54 Det var forberedelsesdagen, lige før sabbatten begyndte. v55 De kvinder, som var kommet fra Galilæa sammen med Jesus, fulgte efter og så graven, og hvordan hans legeme blev lagt dér. v56 Og da de var vendt tilbage, tilberedte de vellugtende salver og olier; men sabbatten over holdt de sig i ro efter lovens bud.